Den 43-årige singer-songwriter Shelby Lynne brød igennem til den store offentlig i 1999 med det selvbevidste album I am Shelby Lynne. Pladen var hendes sjette, og pladen, der var produceret af producer-esset Bill Bottrell (Michael Jackson, Electric Light Orchestra, Sheryl Crow m.fl.) resulterede i en respekt-aftvingende Grammy i kategorien “bedste nye kunstner” i 2000. Men den slags hæder kan narre. Hvordan kan man være ‘bedste nye kunstner’ med sit sjette album, kunne man fx spørge? Og det gjorde Shelby også i sin takketale. Og læser man de amerikanske anmeldere, så kan man også hæfte sig ved, at ingen rutter med stjernene i karaktergivningen – og især fremhæver hendes engagement, attitude og andre udenomsværker ved sangene. Men pladen gjorde et vist indtryk på mig, da den kom i kraft af sin fornemme produktion, de gode medspillere og Shelby Lynnes ubetvivlelige engagement. De bedste steder på pladen kunne give løfter om noget mere. Måske var en ny Emmylou Harris på vej?

Shelby Lynne, hvis borgerlige navn er Shelby Lynn Moorer, kommer fra en musikalsk familie, men også en familie, hvor faderen kom ud i et intenst alkoholmisbrug og skød både sin kone og sig selv. Som ganske ung begyndte hun en karriere som country-kunster og debuterede i 1989 med albummet Sunrise. Hun fik det belastende prædikat ‘lovende’ af kritikerne og fortsatte med at udsende Nashville-producerede plader, der bevægede sig i en mere og mere mainstream-country-pop-retning uden at vise sig på countryhitlisternes øverste halvdel.

Men Shelby Lynne ville noget andet og brød derfor med det store plademærke Epic for at finde musikalsk husly i mindre plademærker som Morgan Creek og Magnatone, hvor hun udsendte et par country-plader, der dels var mere traditionelle country-and-western og moderne alternative country – i jagten på en personlig stil. Succesen udeblev, og efter en mere eller mindre frivillig pause på tre år forlod hun Nashville-miljøet og slog sig ned i Californien for at skrive sine egne sange og indspille sine egne plader – og ud af skuffelserne og modgangen de foregående år kom så gennembruddet med I am Shelby Lynne. De efterfølgende plader – på store plademærker som Island og Capitol – kunne ikke leve op til Grammy-pladens forhåbninger. Og efter at have udsendt sit album med Dusty Springfield-cover-numre Just A Little Loving i 2008, tog Shelby konsekvensen og lavede sit eget pladeselskab, Everso Records, hvor der er kommet tre album siden 2010. Senest Revelation Road i 2011. Selv om pladerne har fået pæne, velmenende, men også forbeholdne anmeldelser, så har de ikke solgt stort.

I går aftes kunne man så opleve Shelby Lynne på de århusianske spillested Train. Solo med guitar. Og det gør en forskel, når man har hendes gennemproducerede plader med backing i erindring.

Shelby Lynne er en lille, blond dame. Hun fylder ikke meget i projektørens skarpe lys. Og selv hendes relativt lille, akustiske Gibson-guitar forekom at være kæmpestor i hendes favn. Som aftenen skred frem måtte jeg også spørge mig selv, om hun ikke også er en lille kunstner? En kunstner, der vil sin kunst, vil sine sange, men alligevel kun en lille kunstner? En kunstner, der ikke kommer ud over prædikatet ‘lovende’?

I hvert fald kunne jeg konstatere, at formatet – sang og akustisk guitar – kan afsløre en kunstners format, både med hensyn til storhed og kleinhed. Med guitaren i hånd kan man ikke skjule, hvad storladen pladeproduktion og professionel backing kan sløre. Og i Shelby Lynnes tilfælde blev det tydeligt for mig, at hun kæmper engageret med de sange, hun tror på, men også, at hun er en ganske ordinær guitarist og en lige så ordinær sangerinde.

Og sangene, der kredsede om hendes eget liv, hendes oplevelser med kærlighedens ups and downs, hendes kristne tro og andre temaer fra hverdagen, forekom mig at være ret så banale historier. Og måske forstærkedes denne oplevelse af teksterne af, at sangene som musik manglede melodier. Kun et par gange var der tilløb til noget, der kunne minde om en klassisk iørefaldende countrysang.

Salen var ikke fyldt helt op, men der var tydeligvis en del af publikum, der satte pris på Shelby Lynnes præstation. Og når jeg selv blev hængende den times tid, koncerten varede, så skyldes det især Shelby Lynnes professionalisme og engagement. Man kan ikke tage fra hende, at hun vil sin kunst. Og det er da noget, selv om det ikke er nok…

Inden Shelby Lynne overtog scenen kunne man opleve den danske singer-songwriter CS Nielsen, der har modtaget ret så fine anmeldelser for sin seneste plade Man of the Fall (Nielsens anden udgivelse). Og Nielsen var en positiv oplevelse. En stilfærdig optræden med få, humoristiske kommentarer, ledsagede et fornemt guitarspil, en god stemme og en håndfuld engelsksprogede sange, der tematisk lænede sig op af sangskriver-mytologien hos forbillederne – Johnny Cash, Hank Williams, Townes Van Zandt osv. – og sprogligt set ikke kunne sige sig fri for at blive hængende i klicheerne. Men CS Nielsen skal blive interessant at følge, hvis han kan få lagt mere afstand til sine forbilleder. Og jeg tror, det ville være oplagt for ham at begynde at skrive og synge sange på dansk. Men forbeholdene til trods var CS Nielsen absolut en god oplevelse i den lille halve time, han havde fået til rådighed.

.

Shelby Lynne – Revelation Road – Letterman Show