Den italienske sangskriver, sanger og musiker Lucio Dalla er død 68 år gammel. På en turné i Europa fik han et hjertetilfælde i Schweiz. Lucio Dalla fik jeg kendskab til, da jeg sammen med en studiekammerat opholdt mig en længere periode i Italien i 1980. Her var han (og er stadigvæk)Â et af de store navne, der kun i begrænset omfang havde lyttere uden for Italiens grænser. Til forskel fra fx Eros Ramazotti, Gianna Nannini og Adreano Celetano, der i hvert fald har fået en fast skare af fans i Tyskland, hvor italiensk aldrig har været en stor hindring for succes.
Og det kan godt undre lidt, for Lucio Dalla var allerede dengang en institution i Italien. Han skrev sange til andre – fx fik Luciano Pavarotti et hit med Dallas sang “Caruso“. Han indspillede også andres sange, havde sit eget pladeselskab i Bologna, var en af de politisk engagerede musikere, som Italien altid har kunnet mønstre, optrådte i musikfilm i tresserne osv. Ja, han har de sidste årtier været at regne for en af de største i italiensk musikliv. At han ikke er mere kendt uden for landets grænser end tilfældet er, skyldes selvfølgelig sproget og den kulturkløft, der stadigvæk på mange måeder adskiller de romansk talende lande fra de øvrige.
Lucio Dallas musikalske løbebane begyndte i fødebyen Rom, hvor han som dreng lærte at spille bl.a. klarinet. Senere kom han med i forskellige jazzbands, hvor han blandt andet spillede sammen med legenden Chet Baker. I 1971 fik han et nationalt gennembrud, da han som outsider – med skæg, hue og almindeligt tøj – optrådte med sin sang “4. marts 1943” og vandt andenpladsen. En demonstration af, at gode sange med gode tekster ikke altid kan holdes nede. Og det forstod italienerne åbenbart, for de efterfølgende år har hans plader solgt i millionoplag. Og der er kommet indtil flere Best of-samlinger i støvlelandet. Ialt er det blevet til i omegnen af 40 album. Seneste udgivelse er Questo è Amore.
Den plade, der åbnede mine ører for Lucia Dallas kvaliteter som sangskriver og musiker var Dalla, der udkom i 1980. Heldigvis var teksterne til pladen trykt på både italiensk og tysk. På pladen synger Dalla med stor lidenskabelighed. Flere af sangene har klare pophitkvaliteter. Arrangementerne er komplekse og musikalsk udfordrende. Og teksterne er små fortællinger med både poetisk skønhed og kritisk-realistisk sans for det omkringliggende samfund. Lucio Dalla var beskeden og opfattede ikke sig selv som Kunstner eller Digter, men som slags iagttager af livet. Og det kommer der nogle gange stor kunst ud af.
Meri Luis – Futura – Balla ballerino –