De demografiske prognoser fortæller os, at vi i de kommende år vil få et overtal af ‘seniorer’, mennesker, der er over halvtreds. Og politikerne vil gerne have os til at tro, at der vil blive brug for ‘seniorerne’, når krisen engang er overstået og den begærede ‘vækst’ har sat ‘gang i hjulene’, forbruget er steget til exorbitante højder og så videre.

Men politikernes drømmerier i daglyset modsiges af deres egen ‘seniorpolitik’. For de har slet ikke nogen ‘seniorpolitik’. Ganske vist har de forringet efterlønsordningen, så den for de mange ikke længere er noget værd som flugtvej fra et aldersfjendsk arbejdsmarked – og det kan med lidt god vilje siges at passe til dagdrømmene. Men i forhold til en virkelighed med 160.000 arbejdsløse og udtalt mangel på jobs, så gør politikerne ingenting for at fastholde ‘seniorer’ på arbejdsmarkedet. Tværtimod hører man jævnligt historier om fyringer af ældre medarbejdere – fyringer, der ikke er begrundet i inkompetence, men alene i det faktum, at dåbsattesten har et forkert årstal.

Selv om jeg er i job – endnu – så har jeg for ganske nyligt mærket aldersdiskriminationen på min egen krop. På et tidspunkt søgte jeg job som deltidsunderviser på en højskole syd for århus. Jeg vidste, at jeg var topkvalificeret til jobbet – både med hensyn til uddannelsesbaggrund og erfaring på området. Samtalen gik rigtig godt. Alligevel fik jeg ikke jobbet. Og begrundelsen var, at ‘jeg havde det forkerte køn og den forkerte alder’. Ansætteren havde samme køn som mig – og var ældre…

En god bekendt af mig går ledig for tiden. Og vedkommende faldt over en jobannonce fra en stor supermarkedskæde. I jobannoncen var der en formulering, der kunne tydes derhen, at man foretrak et ungt menneske. Men det stod ikke udtrykkeligt i annoncen. I tidligere annoncer havde koncernen ikke stukket noget under stolen og søgt unge under 18 år. En telefonisk henvendelse til kontaktpersonen afslørede da også, at det var unge, de havde i tankerne – og min bekendte kunne godt glemme alt om at få job dér. I en koncern, der udadtil gerne vil tækkes Familien Danmark med grønne produkter og høj forbrugerprofil…

Aldersdiskriminationen på det danske arbejdsmarked eksisterer i bedste velgående. Medens man snakker om kønskvotering for kvinder i ledelseskredse og blandt forskerne på universitetet – i kønsligestillingens hellige og skamridte navn – så behandles voksne, kvalificerede, sunde, raske mennesker som pariaer i det land, de selv har været med til at opbygge. Og politikerne sidder på hænderne. Og erhvervslederne ser kun på bundlinjen – og har åbenbart ingen interesse i voksne mennesker, der har erfaring, kvalifikationer og måske også selv kan tænke noget om det erhvervsliv, de har arbejdet for.

Medens politikerne demonstrerer politisk inkompetence og visionsløshed glider flere og flere seniorer ud i arbejdsløshed og videre ud i bistandssystemet, hvis de ikke er blandt de heldige, der kan komme på efterløn. Med det resultat, at de desillusioneres og demotiveres endegyldigt i forhold til det jobmarked, der alligevel ikke vil have dem. At det også samfundsøkonomisk er en katastrofal udvikling, kan enhver tænke sig til.

Vi lever i et samfund, der praler af at være demokratisk og bygge på demokratiske idealer. Men det gælder åbenbart ikke, når det drejer sig om arbejdsmarkedet og den relevante politik. Her hersker normer, der nærmest kan sammenlignes med enevælden og feudaltiden – og hvor diskrimination foregår dagligt iklædt moderne managementfloskler og retorisk omsvøb.

Hvis politikerne selv troede på, at vi snart bevæger os ind i en ny gylden periode med høj vækst og stor ‘efterspørgsel på arbejdskraft’ – også arbejdskraft fra seniorer, indvandrere, flygtninge, frugtbare kvinder osv. – så burde de for længst have ladet handling følge de floromvundne talestrømme og med lov og magt i hånd havde iværksat en holdningsændring på arbejdsmarkedet.