I dag fylder Lou Reed 70. Og i næste måned er det 40 år siden, han debuterede som soloartist med albummet Lou Reed, der både pegede tilbage til tiden med Velvet Underground, som han havde forladt to år tidligere, og frem. Otte af sangene var fra Velvet Underground-tiden og kun to var nye. Blandt andet "Berlin", der siden blev titelsang til albummet af samme titel (1973).
Selv om det er svært at komme uden om Velvet Underground – dette stilskabende storbyorkester – når man omtaler Lou Reed, så må man retfærdigvis sige, at han hovedværk ligger i solokarrieren. I hvert fald var det gennem solopladerne, jeg for alvor kom ind i Velvet Underground-kataloget.
Lou Reed omtalte selv engang sit kunstneriske mål som ønsket om at lave "an adult rock’n roll album". En rock’n roll-plade for voksne. Siden Velvet Underground gik fra hinanden har Reed lavet 20 regulære album, hvoraf en del kandiderer til være vellykkede voksenrockplader. Magic and Loss fra 1992, der blev lavet under indtryk af to venners kræftdød, har al den modenhed og nøgternhed, man forbinder med det voksne liv. Forgængeren New York fra 1989 har Lou Reed selv sammenlignet med en film eller en bog, og den kan også høres som et samlet værk – et conceptalbum – om New York som en sjælstilstand. Men der er flere andre, der er bud på idealet. Legendary Hearts (1983), Berlin (1972), Coney Island Baby (1975) og den lidt undervurderede Growing up in Public (1980).
For mig personligt fik de to live-album Rock’n Roll Animal (1974) og Live (1975), som stammer fra en koncert i Howard Stein’s Academy of Music i New York i 1973, en nøglefunktion i forhold til Lou Reeds værk. Måske, fordi det var her Lou Reed – godt hjulpet af de to guitarister Dick Wagner og Steve Hunter – for alvor trådte i karakter som rock’n roll-kunstner. De to plader fremstår som nogle af de bedste liveoptagelser fra halvfjerdserne.
Senest har Lou Reed som bekendt lavet albummet "Lulu" sammen med Metallica. Og jeg har læst, at Reed har været stødt over den hårde medfart, pladen har fået af kritikken. Det ligner ham ikke at tage sig kritik så nær. I hvert fald ikke offentligt. Jeg har ikke lagt skjul på min mening om det projekt. Det er og forbliver en fejltagelse. Lige som Metal Machine Music var det. Men Lou Reed har altid været kompromisløs og har aldrig villet tage musikkritikken til efterretning, og det har selvfølgelig sine omkostninger. Men jeg tilgiver ham gerne, når jeg tænker på, hvad han ellers har lavet.