Her til aften så jeg på DR-Updates uendelige nyhedsundertekst, at Davy Jones – kendt fra sin tid i tresserpopfænomenet The Monkees – er død onsdag morgen som følge af et hjertetilfælde. 66 år blev han. Kun, får man lyst til at tilføje. For det er jo ingen alder i vor tid. Dermed er The Monkees ej længere intakt. Gruppen kunne ellers fejre 45 års jubilæum sidste år, hvor gruppen – dog uden Mike Nesmith – gennemførte en genforeningstur. Gruppen, der var et af amerikanernes mange forsøg på at lave noget, der kunne hamle op med de fire drenge fra Liverpool, blev et succesfuldt tegnebordsprojekt, hvor kommercialisme gik hånd i hånd med god sangskrivning og fire unge mænd, der var mere talentfulde end bagmændene måske havde forestillet sig. Og populære blev de i The Monkees, der også var et tidligt eksempel på, hvilken forførende kraft tv-mediet har, når det drejer sig om at markedsføre musik og sælge idoler. – Som jeg husker det, så var Davy Jones – den lille kønne spasmager – pigernes foretrukne idol. En slags drenget Ringo Starr. Med Jones’ bortgang må vi nok se i øjnene, at der er sat endelig punktum for gruppens karriere. For Mike Nesmith har aldrig ønsket at vende tilbage og gør det nok heller ikke. Men – som jeg plejer at sige – musikken har vi stadigvæk. Og heldigvis for det.

I’m a believer