I maj måned 2008 skrev jeg en positiv omtale af One-eyed Mules anden langspiller “Fron the beats to the bibel”. Det var den første pladeomtalt i bloggen på opfordring. Den første officielle pladeanmeldelse, om man vil. Siden er der jo løbet meget vand i åen. Og nu sidder jeg så med gruppens fjerde album “When Tomorrow Comes”.

One-eyed mule består stadigvæk af Rasmus, Uffe, Søren og Simon. Men på pladen får de hjælp af Rune Højmark (pedal steel), Jens Moss (Mandolin) og Lene Ribens (der synger med på titelsangen). Inspirationen er stadigvæk hentet i den amerikanske sangskrivnings dyb, den vi nu om stunder kalder “americana” i mangel af bedre. På den led har tingene (heldigvis) ikke ændret siden jeg skrev om bandet første gang. Men der er kommet en modenhed og afklaring til. One-eyed Mule lyder som om bandet for alvor er vokset sammen med den musikform, de så åbenlyst elsker.

På pladens coverfoto ser man et par slidte graner i modlys. Der hænger et rødt stykke tøj til tørre på en snor mellem træerne og fotografiet – der er taget bandets guitarist Søren – kunne være taget mange steder i den danske natur. Og fotografiets upåfaldenhed og naturlighed siger også noget om musikken på pladen. Det er ikke musik, der skriger på opmærksomhed. Der er snarere tale om en diskrethed, der kunne forveksles med indadvendthed, men mere er udtryk for et optagethed af det væsentlige: musikken.

Det er en meget varieret plade, One-eyed mule har lavet. Der lægges ud med et lille akustisk nummer – guitar og xylofon. “Hello Morning Rag” er en lille stemningsfuld, melodisk sag, der lyder som er den skrevet på sengekanten en tidlig morgen. Og passer til den situation. “Move with you to the country” er en nedtonet, countrysang, der helt i overensstemmelse med country-musikkens æstetik letter og bæres frem af en diskret, men markant lyd af pedal steel guitar. “When tomorrow comes” er titelsangen – og nok også pladens mest publikumsappellerende sang. Det nærmeste One-eyed mule kommer en egentlig popsang med sing-a-long-omkvæd. Den burde nok sikre bandet air-play på radiostationerne. Et stykke country-rock med lækkert mandolinspil af Jens Moss. “Mild and Warm (to Mississippi John Hurt)” er en af de sange, hvor inspirationen er åbenlys. John Hurt, den finger-picking-spillende country-blues-legende er uden tvivl en af de mange inspirationskilder. Og sangen, der er en afdæmpet, rolig sang, er da også præget af fornemt guitarspil, der bringer Hurt og andre gamle forbilleder i erindring. ”The Way You Do Me” har bluesens monotoni og bringer denne lytter på sporet af fx Canned Heat (On the Road Again og den slags), men også Steppenwolf. Her har vi forladt countrysporet og er ovre i noget bluesrock. En af mine favoritter på pladen. Med ”Take It Easy On Your Man” er vi tilbage i enkelheden. El-guitar og vokal i en enkel sang. En charmerende lille bagatel, der afløses af ”Locust”, der lægger an til bagatelformatet, men folder sig ud med pedal steel-guitar og fuld bandlyd. Også et meget tilbagelænet nummer, der rammer det drømmeriske, som sangen handler om, ganske fint. ”Tunnels and Trains” får tempoet op igen. Her er takter fra halvtredser rock’n roll i skønsom blanding med lyden af moderne ‘indierock’. I øvrigt en af de mange sange i rocken, som lader sig inspirere af tog. ”What Was I Supposed to Do?” er endnu en af de små, behagelige, fortællende ballader, der er i overtal på pladen og som centrerer sig om vokal og guitar. Pladen slutter af med ”Anticipation”, der har tekst fra en gammel digtbog – og straks fik mig til at tænke på C. V. Jørgensen – den sene – John Cale og Velvet Underground rungende lyd. Rungende monotone guitarer i et filigran af lydeffekter. En fin afslutning på albummet.

”When Tomorrow Comes” er ikke en af de plader, der komme til at ligge på top 10-listen over de mest solgte album, men en rigtig lytteplade for os, der holder af rockmusik med sans for traditioner.

Pladen udkom d. 20. februar på Grab Them Records.

Omtale i Geiger