"To Chuck, the Shakespeare of rock and roll, congratulations on your PEN award, that’s what too much monkey business will get ya . . . Say hello to Mr. Leonard, Kafka of the blues, and Lord Byron Keith (Richards) if he shows up. In all seriousness, Chuck, congratulations on this prestigious honor. You have indeed written the book with a capital B, and congratulations to Leonard, who’s still writing it – Bob Dylan"

Mod Strømmen henviser i dag til begivenheden, hvor Chuck Berry blev æret med the first annual PEN New England Awards for Song Lyrics of Literary Excellence. The Examiner opridser Dylans gæld til Berry. Uden Chuck ingen "Subterranean Homesick Blues" osv. I det hele taget er Chuck ikke til at komme uden om, når vi taler om rockmusik i de tyvende og enogtyvende århundrede. Påvirkningen af The Beatles kan man forvisse sig selv om på følge-CD’en til det seneste nummer af Uncut – "Sounds of the Star Club" – hvor Chuck Berry lægger beslag på hele tre af de numre, der satte ikke bare Beatles men hele den britiske bølge i gang. Shakespeare of rock and roll kalder Bob Dylan ham. Det er nok mere udtryk for den store ærbødighed, Dylan føler over for Berry end et rammende signalement. For Berrys sange er ikke Shakespeareske. Som lyrik betragtet ligger de nok mere inden for den moderne, amerikanske poetiske tradition, der både omfatter bluesens sangskrivere og Walt Whitman. En tradition, der sprogligt og tematisk er tæt på den jævne mands (og kvindes) hverdagsliv med arbejde, skolegang, kærlighedsproblemer osv. Men måske har Dylan alligevel fat i noget, der forbinder den store englænder og den lille sorte, amerikaner. Begge kunne de med deres kunst indfange noget fælles- eller almenmenneskeligt. Shakespeare i et sprog, der stadigvæk sætter overlæggeren på plads i engelsk. Berry i en enkelt, mundret, hverdagssprog, der passede til hans lige så enkle rock and roll som Hans i Grete.

Chuck Berry – I’m talking about you