På tv så jeg et interview med nogle af de aktionerede SoSu-assistenter. Og en af damerne gav udtryk for, at hun ville have mere i løn, så hun kunne få sin hverdag med to småbørn til at hænge bedre sammen. Kunne hun ikke få det af sin nuværende arbejdsgiver, så ville hun blive vikar, for så…
I dag kan man så læse i Berlingske, at stadig flere inden for plejesektoren forlader den kommunale ældrepleje og blive ansat som vikarer i vikarbureauerne. Og at flere af dem derved fordobler deres timeløn…
Vikarløsningen dræner kommunernes kasser og skaffer dem andre problemer på halsen, fx er det svært at besætte “dårlige” vagter – typisk nat- og weekendvagter. Og i sommerferieperioden er det helt galt.
Udviklingen på området sætter regeringens snak om kvalitetsreform i skarpt relief. Der mangler penge på området og arbejdsforholdene er for dårlige. Paradoksalt nok betyder udviklingen endnu dårligere forhold på området, fordi de voksende vikarudgifter medfører forringelser på det kommunale plejeområde (der så igen medfører flugt af personale…).
Som vikarer får plejeassistenterne en bedre løn, større indflydelse på deres egen arbejdssituation og dermed sikkert også større arbejdsglæde. Regeringen burde se skriften på væggen. For det er ikke den eneste branche, hvor vikarløsningen bliver mere nødvendig. Vi har set det med sygeplejerskerne. Det sker med folkeskolelærerne. Hvem er de næste? Og hvad gør politikerne! Det handler om – i mere end en forstand – velfærd og kvalitet.