Johnny Cash – 80

Author:

Ja, i dag ville Johnny Cash være fyldt 80 år, men Cash døde den 15. maj 2003.

Cash, der var aktiv lige til sin død, opfattes ofte som country-kunstner. Men det er alt for snævert. Som så mange andre musikere i hans generation voksede Cash op med gospel og blues – og hvad der ellers kom ud af den rørforstærkende radio hjemme i Kingsland, Arkansas, hvor familien boede.

Efter at have aftjent sin værnepligt, hvor han bl.a. var udstationeret i Tyskland – og dannede sin første musikgruppe – tog han mod til sig og opsøgte Sam Phillips og hans Sun Studier i håb om at få en pladekontrakt. Cash sang mest gospel på det tidspunkt, men der var mere salg i rockabilly og rock’n roll. Og med indspilninger som "Hey Porter" og "Cry! Cry! Cry!" sprang Cash ud som rockabillymusiker. Indspilningerne blev fulgt op af countrynumre som "Folsom Prison Blues" og "I walk the line".

Den musikalske spændvidde, der allerede tegnede sig i årene hos Sam Phillips, holdt Cash fast i resten af sin karriere – og man kan sige, at han foldede sig helt ud i de sidste års American Recordings-indspilninger, hvor Cash lod moderne sangskrivning gå hånd i hånd med den amerikanske folkelige musiks tradition.

Johnny Cash Sun Records Show – Johnny Cash "Hurt", hans sidste officielle indspilning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *