Der er stemmer, man ikke glemmer. En af de stemmer, jeg ikke glemmer, er Paul Jones’. Og det skyldes især et nummer, “Pretty Flamingo”, som Manfred Mann førte til tops på den britiske singlehitliste i 1965. Gruppens andet nr. 1 hit. Den første var “Do Wah Diddy Diddy“, også med Jones i front. Jones besad en kraftfuld, klar, maskulin røst, der virkelig kunne sætte sig igennem den larmende beatmusik. Prøv engang at hør, hvordan Paul Jones dominerer “Pretty Flamingo”. Det får hårene til at rejse sig på mine underarme. Og jeg har ofte tænkt, at Mick Jagger må have været en kende misundelig…

Paul Jones var helt sikkert en afgørende faktor for den succes, som tranformerede Mann-Hugg Blues Brothers til et af de førende beathitlistebands under navnet Manfred Mann. Som mange andre bands var Manfred Manns flok et bluesbaseret foretagende, og det var første efter et par udmærkede singler uden hitlisteappel, at de kom på rette kommercielle spor, da de lavede kendingsmelodien “5-4-3-2-1” til et populært musikprogram, Ready Steady Go!, at de fik successen helt op at ringe. Og når man ser optagelser som denne, med Paul Jones i front som popidol trækplaster med utvetydig sexappeal, så forstår man hvorfor – og forstår noget om tv-mediets store magt…

Paul Jones optræden i Manfred Man blev markant, men kort. For det lå i kortene, at Jones ville videre som solist og skuespiller. Og i sommeren 1966 fandt man en afløser og god erstatning i Mike D’Abo.

Selv om Paul Jones’ solokarriere kastede et par mindre hits af sig – “High Time” (1966), and “I’ve Been a Bad, Bad Boy” og “Thinkin’ Ain’t for Me” (1967), så kunne han slet ikke nå de højder, som tiden hos Manfred Man havde givet ham. Som man kan høre, så fejlede stemmen bestemt ikke noget, men tiden var måske mere til beatgrupper – og måske var repertoirevalget heller ikke altid heldigt. I hvert fald ikke, hvis man ville gøre sig på hitlisterne. Og han forblev et lokalt britisk navn med en trofast skare af fans. Solokarrieren kastede seks album af sig. De første fem kom i perioden 1967-1972. Den sidste kom så sent som i 2009 med titlen Starting All Over Again, og det siger vist alt om solokarrieren forløb.

Ved siden af solokarrieren kastede Paul Jones sig over skuespilleriet, hvor han med nogen held har gjort sig i film, på tv og teater. Fx var han med i den engelske opsætning af Evita, Rice & Andrew Lloyd Webber berømte musical. Det skal også nævnes, at Paul Jones gennem 25 år har haft et ugentlig radioshow på BBC, hvor man kan høre hans behagelige stemme og lytte til god musik.

Men undervejs har Paul Jones aldrig glemt musikken. I 1979 dannede han The Blues Band sammen med garvede og prøvede kræfter som Dave Kelly (gt. og sang), Gary Fletcher (bas), Tom McGuinnes (ex-Manfred Mann-guitarist) og Hughie Flint (trommer). Og i denne sammenhæng kunne man igen høre, hvad Paul Jones formår som sanger, når han bliver sat i spidsen for et højt kvalificeret, bluesfunderet rockband. Lyt engang til fx debutalbummet, The Official Blues Band Bootleg Album (1980), der består af lige dele traditionelle blues og selvskrevne sange. Det er højoktan bluesbaseret beat, der samler det bedste af tressertraditionen op og viser, at inspirationen fra de gamle bluesmestre er uudtømmelig og en stadig kilde til fornyelse. Det er et mesterværk i sin genre. Og så viser den også en anden lidt overset side af Paul Jones: hans format som mundharmonikaspiller. Mick Jagger go home.

The Blues Band har eksisteret siden dannelse, men lidt omskiftelser undervejs, men må i bagklogskabens lys siges at være det sted, hvor Paul Jones som sanger for alvor fandt hjem. I omegnen af to dusin plader er det blevet til af den slags, der ikke topper på listerne, men står på pladereolerne hos elskere af gedigen bluesrock. Det seneste album kom i 2011, Few Short Lines. Og lur mig om der ikke kommer mere fra den kant. For Paul Jones, der altså fylder 70 i dag, er still going strong. Og det samme er hans legekammerater.

Blues Band – Flatfoot Sam

Medblogger Torben har også skrevet om Paul Jones – det manglede da også bare.