Wayne Fontana and the Mindbenders

Author:

The Mindbenders – eller Wayne Fontana and the Mindbenders – var  konkurrenter til The Beatles i årene 1963 til 1968. Gruppen var en del af den såkaldte British Invasion, men i modsætning  flere af de andre kom de fra Manchester, ikke Liverpool. Og gruppen skilte sig også ud på den måde, at The Mindbenders først og fremmest var Wayne Fontanas backingband. Fra starten af havde Wayne Fontana (der egentlig hed noget så usælgeligt som Glyn Geoffrey Ellis) drømme om at blive solist, hvilket han også blev allerede et par år efter, han havde dannet The Mindbenders sammen med Bob Lang, Ric Rothwell og Eric Stewart (senere kendt for sin tid i 10 CC). Det skete i 1963.

I årene frem til 1965, hvor Wayne Fontana var med, havde gruppen kun begrænset kommerciel succes. Der blev udsendt en række singler, hvoraf kun to nåede op på den begærede top 10. Med “Um, Um, Um, Um, Um, Um” / “First Taste of Love” nåede de en 5. plads i Storbritannien i 1964. Og året efter kom projektets største succes “Game of Love” / “Since You’ve Been Gone”, der blev nr. 1 i hjemlandet og nr. 2 i USA. Ironisk nok fik The Mindbenders deres andet store hit uden Wayne Fontanas medvirken. Det skete da gruppen hittede med deres coverversion af Carole Bayer Sagers “A Groovy Kind Of Love” i 1965. Sangen gav også titel til gruppens album det år – og blev siden et stort hit for Phil Collins.Wayne Fontanas succes som soloartist er til at overse – i hvert fald målt med hitlistealen. I årene frem til 1976 havde han ikke et eneste top-10-hit.

Nu afspejles den musikalske retfærdighed jo ikke altid på hitlisterne som bekendt, og The Mindbenders – med og uden Wayne Fontana – var faktisk en velspillende og -syngende gruppe, der med lidt mere held i repertoirevalget måske kunne have fået en større succes. Ikke mindst “A Groovy Kind Of Love” viser, at The Mindbenders kunne noget, når blot de blev udstyret med de rigtige sange. Singlehitlisterne var nok ikke gruppens rette sted. Det understreges også af, at deres album blev skammeligt overset dengang, hvor singlepladen endnu var det foretrukne medie. For eksempel udsendte bandet et af de første såkaldte concept-album – før Beatles havde sat dagsordenen med Sgt. Pepper. Det skete med deres andet album, Women in Mind, der fulgte op på A Groovy Kind Of Love. Pladen, der solgte dårligt, er blevet sammenlignet med The Kinks’ concept-album med sin blanding af soulpåvirket beat, humor og musikalsk opfindsomhed. Men som bekendt havde The Kinks heller ikke det store held med deres idérige album…

Nostalgipladeselskabet Bear Family Records har heldigvis kunnet se kvaliteten i The Mindbenders og har udgivet det meste af gruppens musik. Til marts kommer endnu en udgivelse, albummet Eric, Rick, Wayne, Bob, Plus, der selvfølgelig er forsynet med ekstramateriale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *