Simple Minds drager for øjeblikket rundt og giver koncert, bl.a. i Danmark. Og et interview med forgrundsfiguren Jim Kerr, hvor han trækker en skillelinje mellem den unge gruppes første fem plader og “the MTV-Years” sendte mig tilbage til dengang i 1979, hvor jeg første gang stødte på det skotske band.

Som så ofte dengang kom jeg gående gennem det århusianske Minefelt og forbi pladebutikken Dandelion. Og i udstillingsvinduet hang det grafisk meget vellykkede cover til debutalbummet Life in a day som en anbefaling til forbipasserende. Hvad der gemte sig på pladen fandt jeg først ud af senere. Life in a day er en debutplade i ordets bedste forstand, hvor den unge gruppe endnu ikke helt har sluppet inspirationskilderne i Roxy Music, Magazine m.fl., men alligevel præsterer en række post-punk-sange, der sitrer af talent, ambition og uartikulerede løfter om flere, kommende store sange. I løbet af tre år lavede Simple Minds fem album og skød op på stjernehimlen – og derefter deltes vandene for tilhængerne. Nogle vendte ryggen til bandet og holdt fast i pladerne fra før pop-MTV-stadion-rocken og andre fulgte med. Selv holder jeg mest af de første fem – og ikke mindst debutpladen af ovennævnte grunde. Men det skyldes nok mest, at jeg ikke fik tid til at lytte rigtigt til de efterfølgende plader dengang på grund af børnefamilielivets trængsler. Men det kan der jo gøres noget ved nu…

Pleasantly Desturbed

PS. De første fem er netop i år udsendt i et samlet boksæt med titlen “X5”