Den var allerede “gal” med Sinéad O’Connor, da hun pladedebuterede i 1987 med albummet The Lion and the Cobra. På coverfotoet på den europæiske udgave ser man den smukke, kronragede Sinéad med armene over kors på brystet og med åben mund i en positur, der leder tanken hen mod både den snerrende løve og den aggressive cobraslange. På den amerikanske udgave vises et andet foto (også taget af fotografen og Haysi Fantayzee-medlemmet Kate Garner), hvor Sinéad – stadig med hænderne over kors – kigger ned. Nærmest piget genert og sky.

Der er fandens til forskel på de to fotos. Og denne forskel illustrerer fra starten en konflikt, der har været i Sinéad O’Connors karriere – mellem den rebelske, utilpassede, egensindige, provokerende og stolte kunstnerinde og kommercialismens ønske om at få hende til at falde ind i rollen som sexet og salgtbart feminint produkt.

Med et diplomatisk begreb har Sinéad O’Connor været “kontroversiel”, og set i bagklogskabens lys, så kan man slå fast, at det på ingen måde er lykkedes for den mainstreamfikserede musikindustri at få den irske sanglærke og sangskriver til at falde til patten. Gang på gang har hun brudt med det uskrevne kodex for god opførsel, som ligger under hele den kommercielle musikbranche. Og intet emne har været tabu. Hverken den katolske kirke (den dominerende religion i det land, hun er født og opvokset i, Irland), krig, misbrug af børn, sex eller kvinders rettigheder er passeret gennem O’Connors smukke og kloge hoved uden at få skarpe, provokerende kommentarer med på vejen. Hvem glemmer, da hun på tv rev et billede af paven i stykker og opfordrede seerne til at bekæmpe den rigtige fjende? Hendes optræden medførte voldsomme reaktioner i de katolske lande og hun blev buhet ud, da hun senere optrådte ved en Bob Dylan Tribute koncert med nummeret “War”. Men hun gennemførte med rank ryg og fik moralsk støtte af en åndelig broder, Kris Kristofferson.

Sinéads rebelskhed går helt tilbage til barndommen. Hun voksede op i en børnerig familie, hvor forældrene blev skilt, allerede da Sinéad var otte. Først boede hun hos moderen og hendes nye mand, hvor hun angiveligt blev udsat for misbrug. Senere boede hun hos faderen og dennes kone. Butikstyveri og pjækkeri var hendes måde at gøre oprør på. Og det førte til at hun først blev anbragt på en katolsk opdragelsesinstitution, drevet af nonner. Siden blev hun flyttet til en anden religiøs institution, en skole, drevet af quakerne. Selv om institutionerne kun bekræftede Sinéad i hendes oprørske sindelag, så var det også her, hun for alvor kom i gang med at udtrykke sig i sang og musik. Velmenende hjælpere – bl.a. trommeslageren i gruppen Tua Nua, Paul Byrne, som arbejdede som frivillig for nonne-institutionen – forstod, at hun havde talent. Og de første demooptagelser af sange kom ned på bånd.

I 1984 lykkedes det for O’Connor at etablere sit eget band med det voodoo-haitianske navn Ton Ton Macoute. Hun droppede ud af skolen, og sammen med bandet begyndte hun at optræde i Dublin – og gjorde indtryk på det lokale publikum. året efter omkom O’Connors moder ved en trafikulykke, og knust af sorg forlod Sinéad sin gruppe og tog til London.

Takket være successen med Ton Ton Macoute lykkedes det for O’Connor at få en pladekontrakt med Ensign Records. Hun fik også sin egen manager, Fachtna O’Ceallaigh, som tidligere havde stået i spidsen for U2s første pladeselskab, Mother Records, og var kendt for at have markante meninger og sige dem. Af samme grund blev han fyret af U2. Han havde brokket sig over Bono og Co. i et interview. Men i Sinéad fandt han en ligesindet, der heller ikke kunne holde mund. Efter en del uoverensstemmelser måtte han også indse, at det var bedst at lade den kun 20-årige (og gravide) Sinéad producerer sin egen debutplade. Og sådan blev det.

Selv om The Lion and the Cobra ikke sendte Sinéad helt op på hitlisternes top, så solgte pladen godt og resulterede i en guldplade. Og sammen med opfølgeren fra 1990, I Do Not Want What I Haven’t Got, var debutpladen med til at skabe respekt om Sinéad O’Connor som sangerinde og sangskriver. Med til at brande hende var også hendes kronragede, smukke hoved, et ofte mut ansigtsudtryk og en klædedragt, der ikke ligefrem fremmede hendes sexappeal.

Men en bestemt sang på I Do Not Want What I Haven’t Got sørgede for, at O’Connor sprængte muren til det store mainstreampublikum, hendes fortolkning af Prince’s “Nothin’ compares to you”. Godt hjulpet på vej af John Mayburys enkle video, der for alvor cementerede O’Connors image – det smukke, mutte, kronragede hoved – som et regulær brand, indtog O’Connor hitlisterne her, der og allevegne. Successen resulterede i Grammy-nomineringer og andre udmærkelser – og et pladesalg i omegnen af 7 millioner eksemplarer.

Gennembruddet har dog ikke på nogen måde fået Sinéad O’Connor til at søge ind på karrierevejens midte. Hun har fortsat i sit eget spor. Hendes næste plade Am I Not Your Girl? fra 1992 bestod af coverversioner af jazz-standards, som hun var vokset op med. Selv om pladen solgte godt, så kom den slet ikke i nærheden af forgængeren – og levede ikke op til mainstreamsegmentets forventninger om nye hits. Men O’Connors mange fans var stadigvæk med hende.

Siden har Sinéad O’Connor udsendt fem album. Det seneste kom i 2007 med titlen Theology – et dobbeltalbum med akustiske og bandoptagelser af selvskrevne sange. Rolling Stones anmelder Rob Sheffield kunne kun høre det religiøse tema og tværede pladen ud med fem linjer og 1 stjerne. En mindesten over den syge, der altid truer anmelderne: den tonedøve blaserthed.

Selv om Sinéad O’Connor ikke har kunnet gentage tidligere tiders kommercielle succes, så har hun lavet en række plader, der genremæssigt har spredt sig over traditionelle irske sange, roots reggae og andet – og alle driver af den lidenskabelige glød og intensitet , der har været O’Conners adelsmærke fra starten. Selv når hun er dårligst, er hun aldrig mindre end musikalsk interessant – og lader ikke en i tvivl om, at hun ikke alene har en smuk stemme, men også at der brænder en passions ild bag hver et ord og hver en tone, der kommer fra hendes mund.

I næste måned udkommer O’Connors nye plade med den meget O’Connorske titel How about I be me (and you be you)? Og for os, der har ventet på nyt fra Sinéad, er det overraskende godt nyt. For dem, der har glemt hende undervejs, er der al mulig god grund til at slå ørerne ud. Pladen udkommer på One Little Indian Records, der tidligere har huset punkmusik, men også er kommet i mediernes søgelys, da Sir Paul McCartney overlod til plademærket at redistribuere dennes soloplader, fordi EMI ikke længere levede op til Maccas forventninger. Og titlen er helt i tråd med Sinéad O’Connors outsiderholdning en kommentar til underholdningsbranchens forsøg på at tilpasse hende: Lad mig være mig! Og pas ellers jer selv!

Det nye album markerer Sinéad O’Connors 25- års jubilæum som kunstner, og pladen, som jeg har haft lejlighed til at lytte til i flere dage nu, overbeviser mig om, at hun ikke alene har masser at byde på endnu, men også om, at det er en af de mest overbevisende udgivelser fra Sinéad O’Connors side – og i det hele taget.

På den meget varierede plade mødes O’Connors rødder i den irske folkemusik og populærmusikkens tradition med lyden fra den nye rock, hip hop osv. Og midt i det hele står O’Connors stolte og smukke røst og er ikke til at ignorere eller komme uden om.

Et gennemgående tema på pladen er kærligheden i dens forskellige afskygninger. Det begynder med den meget iørefaldende ”4th & Vine” om en giftelysten mø. Et guitargyngende, medrivende, næsten swamp-sejt nummer, der burde blive et hit. I hvert fald kører den konstant på min Ipod. ”4th & Wine” afløses af en utrolig, smuk og bevægende sang om en heroinmisbrugers elendige liv og muligt vej ud af elendigheden. Båret frem af piano og strygere kan nummeret frembringe associationer i retning af ”Nothin’ compares to you”, uden egentlig at ligne den sang.

”Old Lady” er også en kærlighedssang, og en rå, punket ballade om en voksen dames oplevelse af blive ramt af forelskelsens hammer og opføre sig som en årsunge. Også en sang med klart hitpotentiale. I ”Take off you shoes” er Sinéad O’Connor på krigsstien over for den katolske kirkes – og ikke mindst Vatikanets – forløjethed og fortrængninger af seksuelle overgreb. Det er den ranke, vrede, indignerede O’Connor, der synger sin harme ud, akkompagneret af spændstige guitarer og rockrytmer. ”Back where you belong” er også en fiktiv kærlighedssang fra en afdød far til sin søn. En nedtonet, stemningsfuld sang, der bæres frem af O’Conneors stemme i et meget enkelt arrangement bestående af kor, orgel og rytmegruppe. I ”The wolf is getting married” er kærlighed og bryllup igen temaet i en sang, der spinder en ende over en arabisk talemåde. En storslået fortællende rockballade, der får denne lytter til at tænke på Springsteen og andre af rockens store fortællere.

”Queen of Denmark” er Sinéad O’Connors personlige, dristige og overbevisende fortolkning af John Grants hudløst ærlige, vrede, men også humoristiske rapport fra kærlighedens slagmark. Den overgår i mine ører langt Grants egen version, men giver også lyst til at fordybe sig i denne sangskriver. Og det er en præstation af O’Connor. Alene denne sang gør hele pladen værd at investere i. Så er det sagt.

”Very far from home” er en bevægende, smuk, enkel sang om den ubodelige ensomhed, som er menneskets grundvilkår. Et enkelt arrangement og så Sinéad O’Connors overbevisende stemme. Mere skal der ikke til for at få hårene til at rejse sig i nakken. ”I had a baby” er, som titlen siger, en sang om at få et barn, dette hverdagsmirakel, der indebærer både ubeskrivelig glæde og bekymringer, ikke mindst, når faderen er gift med en anden kvinde. Igen en potent rockballade. Det sidste nummer på pladen ”VIP” er en opsang til andre irske kunstnere og musikere, som efter Sinéad O’Connors mening lider af vor tids desinteresse over for politiske og samfundsmæssige emner. En verbal lussing til ligegyldigheden i et land, hvor kirkens overgreb mod børn har været på dagsordenen, medens kunstnerne fejrede deres seneste Grammy-nomineringer. Ledsaget af en violin hudfletter Sinéad O’Connor sine landsmænd – og man genkender den stolte rebel igen.

Sinéad O’Connor har præsteret et fremragende album i dette ords egentlige betydning. Et album, der rager op over den linde grød af velmenende pop- og rock-plader, der glider i glemmebogen, når de stilles på hylden og der er danset af. Hermed anbefalet.

Du kan høre albummet en tid endnu som strøm – lige her.