The Liverbirds så jeg optræde i det tyske musikprogram Beat-Club i tresserne. Og når jeg husker dem tydeligt, så var det uden tvivl, fordi de var en undtagelse fra reglen om, at beat-musik blev spillet af unge mænd. Hvis der var kvinder med, så var det som solister, ju-hu-piger eller som del af en duo (fx Sonny & Cher – i den rækkefølge).

The Liverbirds var – som navnet antyder – en del af The Merseybeat, altså den musik, der strømmede ud af den ny musiks navle, Liverpool. Gruppen bestod af sangerinderne og guitaristerne Valerie Gell og Pamela Birch, basist og sangerinde Mary McGlory og trommeslager Sylvia Saunders. Det var Gell, McGlory og Saunders, der dannede bandet i 1963 sammen med sangerinden Irene Green og guitaristen Sheila McGlory (Marys søster), men de to forlod hurtigt gruppen og blev erstattet af Pamela Birch. Navnet tog de efter The Liver Bird, et mytologisk fuglesymbol for byen Liverpool.

The Liverbirds var ikke kun et usædvanligt combo i en tid, hvor piger endnu forventedes at holde sig i baggrunden, selv om en gryende frigørelse af kønnene var undervejs, men også fordi de var musikalsk velfunderede og spillede en Bo Diddley- rhythm and blues-inspireret, kontant beat, som man var vant til at høre fra de mandlige grupper.

Og det var ikke tilfældigt, at jeg så den på tysk tv. For The Liverbirds havde først og fremmest succes i Tyskland. I hjembyen Liverpool var populariteten til at overse. The Liverbirds fulgte derfor i kølvandet på alle de grupper, der tog til Hamborg for at få spillejobs. Beatles, Rory Storm and the Hurricanes osv. Og det lykkedes for pigerne at blive et af de mest populære bands på scenerne i Hamborg. Blandt andet på spillestedet Star Club. To album og et par singler blev det også til. Og det lykkedes dem at komme på den tyske hitliste som nr. 5 med en coverversion af Bo Diddleys "Diddley Daddy". Efter en turné til Japan i 1968 gik bandet i opløsning, men pigerne slog sig ned i Tyskland, hvor de blev gift og fik jobs i underholdningsbranchen.

Peanut Butter – Why Do You Hang Around Me – Before You Accuse Me