Døde Whitney Houston i et badekar? Medierne snager med næsten nekrofil interesse i de informationer, der slipper ud fra myndigheder og hotellet, hvor hun døde. Og man sporer en snert af mytemaskinen. Som Jim Morrison så også Whitney…

I medierne ubønhørlige nyhedskværnen drukner mindet om de andre, der blev tabt. Amy Winehouses aske er knap nok nået at blive kold.

Medens billederne af den unge Whitney og den ældre, hærgede Whitney flimrer hen over skærmen, hvor alle medier åbenbart vil være med i den post-mortale helgengørelse og ITunes benytter lejligheden til at skrue priserne op på hendes album (for døden er åbenbart den bedste reklame en kunstner kan få…), tænker jeg på alle de damer, der forlod den store og den lille scene. Janis Joplin, Laura Nyro, Sandy Denny – og Kate Wolf.

Kate Wolf – eller Kathryn Louise Allen som hun egentlig hed – blev ikke kendt i den store kreds af musikelskere. I hvert fald ikke så kendt som de andre, jeg har nævnt. Men også hun fik en krank skæbne, idet hun døde kun 44 år gammel af leukæmi.

Hun kom til verden i San Francisco og lærte som barn at spille på klaver. Det fortsatte op til teenageårene, hvor hun holdt en pause, meden hun forsøgte at gennemføre en high school-uddannelse. Som 19-årig blev hun gift og fik et par børn. Men på et tidspunkt fik hun lyst til at genoptage musikken for alvor. Så meget lyst, at hun sagde farvel til det almindelige familieliv og ægteskab, blev weekendmor og semiprofessionel musiker. Senere kom børnene dog til at bo sammen med hende, men musikken slap hun ikke. Hun skrev sange og optrådte, samtidig med at hun tjente lidt til dagen og vejen som ansat på en lokal avis. Efter et par år dannede hun sin egen gruppe The Wildwood Flower, og lidt efter lidt begyndte tingene at falde på plads for hende. Publikum havde fået ørerne op for hendes sange – og hun nåede ud til endnu flere, da hun fik mulighed for at få sit eget radioshow.

Kate Wolfs inspiration havde været The Weawers, Kingston Trio, The Carter Family, Rosemary Clooney, Hank Williams – men også Bob Dylan og The Beatles. Og hun fortsatte selv i det spor, inspirationen havde lagt ud – folkemusik med gode tekster og melodier. I starten af halvfjerdserne oprettede hun sit eget pladeselskab og takket være midler fra begejstrede tilhørere og venner blev det muligt at indspille soloalbummet Back Roads (1976) med Wildwood Flower. året efter kom Lines on the Paper og Kate tog på turné rundt i Californien. Pladener forstærkede interessen for hendes musik. Indtil da var budskabet gået fra øre til mund og videre. Turnévirksomheden førte hende længere og længe rundt i USA – og hun fik hjælp med planlægningen af legenden Bruce “Utah” Phillips, der også havde fået ørerne op for Wolfs sange.

I 1979 gik Wildwood Flower i opløsning, og Kate Wolf fortsatte som solist. Og hun udsendte albummet Safe at Anchor på Kaleidoscope Records. Op gennem firserne voksede hendes popularitet stødt, og hun fik også kritikerne med sig. Og det skete uden om musikbranchens almindelige kanaler. Flere album kom til – og hendes betydning som sangskriver satte sig spor hos andre kunstnere, der tog hendes sange op og fortolkede dem. Blandt de fremmeste kan nævnes Nanci Griffith og Emmylou Harris .

I april 1986 fik hun konstateret leukæmi. I første omgang så hun ud til at klare sig igennem og fortsatte med musikken, men allerede i september samme år blev hun indlagt for at få en rygmarvstransplantation. Men opererationen lykkedes ikke, og Kate Wolf døde 44 år gammel af komplikationer i forbindelse med behandlingen.

Kate Wolf blev aldrig et stort navn i medierne, men er et navn i musikkredse. I 1987 kom et anbefalelsesværdigt retrospektivt album Gold in California.

Nogle af Kate Wolfs plader kan godt være lidt svære at fat i – i hvert fald til almindelige priser. Til gengæld er der mange videooptagelser med hende på Youtube.