Den allerførste nyhed, der ramte mig i dag fra tv-skærmens evigt rullende nyhedsopdatering, var, at sangerinden Whitney Houston er død. Hun blev fundet livløs på Beverly Hilton Hotel i Beverly Hills-området.

Selv om den formelle dødsårsag først skal fastslås post mortem, så er det nok ikke forhastet at konkludere, at Whitney Houston de sidste mange år har levet et liv, der gjorde hende til en oplagt kandidat til flokken af alt for tidligt afdøde kunstnere. Stofmisbrug, et skandaløst ægteskab og en i øvrigt risikofyldt livsførelse. Jeg har selv brugt billedet “ringvrag” på hendes seneste optræden i Danmark – og det billede passer meget godt. En stor stjerne, der havde fremtiden bag sig og kun optrådte for at holde sig kørende økonomisk og livsstilmæssigt. Der var dog delte meninger om den faldende stjernes præstationer.

Desværre er det en banal kendsgerning, at populærmusikken – og underholdningsbranchen i det hele taget – bag facaden er leveringsdygtig i en livsstil, hvor misbrug af stoffer, medicin og alkohol nærmest er en institutionaliseret del af branchen. Eksemplerne på mennesker, der enten er gået til grunde eller i årevis har måttet kæmpe bitre kampe for at komme ud af den onde cirkel, er legio.

Det er jammerligt trist, at Whitney Houston skulle blive det næste offer. For der er ingen tvivl om, at hun var begavet med en ekstraordinær stemme og havde alle mulighederne i kraft af en gennemmusikalsk familiær baggrund. Og det første tiår – fra debutten Whitney Houston (1985) og frem til ægteskabsindgåelsen med Bobby Brown i 1992 cirka – var hun en ung dronning i poppens palads. Det kunne have været spændende at se, hvad hun kunne have frembragt, hvis ellers hun ikke var blevet indfanget af dæmonerne i underholdningsbranchen. Men netop den slags tanker er umulige og absurde. Hun er ikke mere, og vi må nøjes med at huske hende for det, hun var engang. Hvil i fred.

All at once