Tilfældighederne fik mig ind på Dylan-sporet igen. I går aftes på job lyttede jeg til Steffen Brandts fordanskning af Dylan. Og på vejen hjem fra arbejde kom jeg til at tænke på min gamle engelsklærer, der udlagde “Ballad of a thin man” som en sang om at gå til til eksamen. Om at komme ind til det grønne bord. Om at være ung og usikker på, hvad der sker. Om at være en Mr. Jones. Min engelsklærer var selv en Mr. Jones. Nogle år efter min studentereksamen tog han sig af dage, vist nok på grund af ulykkelig kærlighed – efter en skilsmisse fra den kvinde, han elskede og ønskede at leve til sine dages ende med. Jeg kom i tanke om ham, ikke kun på grund af Brandts Dylan-sange, men fordi jeg for nogle dage siden læste i et jubilæumsskrift om det gymnasium, jeg gik på, hvor der bl.a. står, at han fik en “krank skæbne”. Et godt udtryk.

For at det ikke skal være løgn, så faldt jeg over denne energiske udgave af Balladen om den tynde mand med Bob Dylan og Tom Petty og Heartbreakers fra 1986. Og sangen er en af Dylans allerbedste. Den kan godt som min salige engelsklærer ville det fortolkes som eksaminandens kvaler, men også løftes op på et mere alment menneskeligt plan – som udtryk for den evige eksamen, vi mennesker skal til. Livets eksamen, hvor vi alle er forvirrede og står med blyanten i hånden.

[stillfoto fra filmen Don’t look back]