Got a wife and kids in baltimore jack
I went out for a ride and I never went back
Like a river that don’t know where it’s flowing
I took a wrong turn and I just kept going
I went out for a ride and I never went back
Like a river that don’t know where it’s flowing
I took a wrong turn and I just kept going
Everybodys got a hungry heart
Everybodys got a hungry heart
Lay down your money and you play your part
Everybodys got a hungry heart
Hvis jeg havde båret rundt på nogen tvivl om Bruce Springsteens langtidsholdbarhed dengang i slutningen af halvfjerdserne, hvor han allerede havde fire uomgængelige album på samvittigheden, så blev der slået en stor pæl igennem den med dobbeltalbummet The River.
Da pladen udkom var jeg lige flyttet ind i en lille lejlighed med min daværende hustru og jeg gik rundt og malede rummene. Hvidt på savsmuldstapet. Sådan var det dengang. Og måske var den hvide farve og alt det hvide uden for mine vinduer i dag, der fik sangen “Everybody’s got a hungry heart” til at brage frem i min bevidsthed. I hvert fald var det netop den sang pick-uppen igen og igen blev flyttet tilbage til den dag, hvor jeg gik og malede det rum, der skulle være vores stue.
Sangen ramte en streng i mit indre. Selvfølgelig var det på grund af sangens klare popkvaliteter. Den iørefaldende melodi, det storladne rockarrangement og Springsteens lidenskabelige fremførelse. Men måske var det også et eller andet sted dybt inde i det ubevidste, fordi sangen handler om den splittelse, man – ikke mindst som ungt menneske – kan føle mellem det, der binder og forpligter os (parforhold, familie, job, uddannelse…) og det individuelle begær efter at gå sine egne, uransagelig veje – styret af lyster og pludselige indskydelser.
Det forekommer mig, at en af Springsteens store kvaliteter som sangskriver, er, at han netop forstår at sætte ord på de store følelser, som vi alle slæber rundt på i hverdagen uden altid selv at kunne sætte de rette ord på dem. Det er det, store sangskrivere kan. Med udgangspunkt i det personligt-konkrete fortælle noget almentmenneskeligt i en form, der får en til at genkende følelserne. Ja, det er sådan det er.
Bruce Springsteen har selv betegnet The River som en slags dør, der førte frem til de kommende sange. Og sådan lyder den stadigvæk i mine ører. Det var den dør, jeg skulle igennem, før jeg rigtig kunne få det fulde udbytte ud af sangene på Born To Run og forgængerne. Og det var den dør, der gjorde de følgende mange sange til et selvskrevent pensum for undertegnede.
@Gowings: Ja, helt enig. Det er – med en kliché – et helstøbt album. Ingen nitter. Springsteen træder i karakter som en af de helt store amerikanske sangskrivere pÃ¥ de to LP’er…
Jeg ville komme med eksempler på andre sange fra albummet, der alle havde samme høje standard, men jeg er ikke i stand til at vælge. Et helt igennem homogent album hvor den samme grundstemning går igennem alle sangene. Et album man kan høre fra ende til anden og have været på een sammenhængende rejse.
(Clarence Clemons i et nummer som Cadillac Ranch – for Sørensen, sikke en danseting!)