Neil Young er en af rockens enere. Han har aldrig lidt af behagesyge og er altid gået sine egne veje – og gør det fortsat. Og han har kunnet tillade sig det, fordi hans fans har fulgt ham – uanset om han spillede techno, støjrock, country eller hvad der nu lige faldt ham ind at spille. På den måde ligner han landsmanden Bob Dylan.

Men i januar 1972 udsendte han den plade, der for alvor ramte mainstream rent: Harvest. Ti sange, hvoraf i hvert fald halvdelen – fx Alabama, Old Man og The Needle and the Damage done – er i mesterklassen, blev indspillet med hjælp fra vennerne Crosby, Stills, Nash, Linda Ronstadt og James Taylor – og så London Symphony Orchestra. Og med hittet "Heart of Gold" havde Young leveret nøglen til hitlisteguldet – og en sang, der kunne få mainstreamfolket til at købe hele albummet. "Heart of Gold" blev nr. 1 på Billboards singlehitliste og Harvest årets bedstsælgende album i USA…

Successen var et "lucky punch" for en kunstner, der aldrig har leflet for pladeselskaberne eller søgt publikums yndest for enhver pris. Og det kom bag på Young, der faktisk ikke brød sig om al den virak, der fulgte med berømmelsen. Hvis man skal tro, hvad man læser i litteraturen om ham. Men sangenes kvalitet – og ikke mindst singlehittets klare sing-a-long-popkvalitet forvandlede med et slag outsideren Young til mainstreamprodukt. En slags amerikansk svar på C. V. Jørgensens Tidens Tern. Men efter at have sundet sig oven på oplevelsen vidste Young godt, hvad der skulle til for at ændre det billede. Med de efterfølgende album – On the Beach og Tonight’s the Night – strøg han mainstreamsegmentet mod hårene og satte igen dagsordenen. Sikkert til pladeselskabets fortrydelse.

Meget sigende for albummets særstilling i Youngs værk, så blev publikumssuccessen ikke helt modsvaret af kritikernes opfattelse. Det toneangivende magasin Rolling Stones anmelder John Mendelsohn var skuffet, fordi han nærmest opfattede pladen som en lightudgave af After the Goldrush – tilsat pedal steel guitar og andre tekster. Typisk for skeptikerene er, at de opfattede lettilgængeligheden som et kunstnerisk udsalg – og ikke som endnu en facet af et i forvejen mangefacetteret kunstnerisk gemyt. Siden dengang er albummet blevet kanoniseret som et af de helt store fra den periode. Og pladen er selvfølgelig genudgivet flere gange og i lydforbedrede udgaver.

Harvest var ikke alene en gylden nøgle til hitlisterne og det store publikum, den er også en nøgle til Youngs værk som sådan. Med sin lettilgængelighed virker Harvest som et forstørrelsesglas, der lader en forstå, hvor storartet og særegen en sangskriver Neil Young er – også når han iklæder sine sange dissonant støj eller discountproduktion, sådan som det var tilfældet med de to efterfølgere. For mig faldt mange ting på plads med det album. Nybegyndere i Youngkataloget kan passende begynde med Harvest.