I litteraturen om Jefferson Airplane kan man læse, at Marty Balin – der i morgen runder de 70 år – er lettere autistisk. Og havde det været i dag, så havde han sikkert fået hængt diagnosen ‘autist’ om halsen. Men Marty, der blev døbt Martyn Jerel Buchwald, voksede op i en tid, hvor der var mere plads til det særegne. Og så var han så heldig, at familielivet skabt rum for han egne interesser. Faderen – Joe var litograf og billedkunstner og kom i tresserne til at sætte sit præg på kulturen i San Francisco-området med en række legendariske plakater til koncerter og musiksteder, bl.a. Fillmore, The Matrix og Avalon. Og moderen havde også en kreativ åre.

Marty fik også interesse for billedkunst og ville oprindeligt være maler. Og han kastede sig over universitetsstudier på San Francisco University. Men musikken havde også sit tag i ham. Han medvirkede i en opsætning af West Side Story og – efter at have taget kunstnernavnet Marty Balin på sig – indspillede han et par singleplader for Challenge Records i 1962. De solgte ikke, men Balin fortsatte med musikken i The Town Criers og Gateway Singers, der excellerede i tidens musikalske trend: folkemusikken.

Men musikken blev elektrisk i tresserne, og inspireret af ikke mindst The British Invasion med The Beatles i spidsen Balin ville spille elektrisk og i august 1965 debuterede han med sit eget nydannede band Jefferson Airplane i sin egen klub The Matrix, en forhenværende pizzarestaurant, som Balin havde investeret i for at omdanne til musikspillested. Jefferson Airplane havde han dannet efter at have mødt Paul Kantner. Overgangen fra folk til elektricitet spores tydeligt på gruppens første plade, Jefferson Airplane Takes Off, der har Signe Toly Anderson i forgrunden som sangerinde og Skip Spence på trommer. De forlod begge gruppen efterfølgende.

Selv om Marty Balin har stået lidt i skyggen af de to ledende skikkelser i Jefferson Airplane – den smukke og flamboyante Grace Slick, der tog over efter Anderson og ‘kaptajn’ Paul Kantner – så har Marty Balin nok æren for, at gruppen overhovedet blev til noget – og dermed også for at være med til for alvor at sætte skub i den elektriske musikscene, der skulle komme til at præge San Francisco-området de følgende år. Og det vil sige: populærmusikken i den vestlige verden i det hele taget. I modsætning til Slick og Kantner, der nød rampelysets varme og publikums interesse, så var Balin den ‘praktiske gris’, der forstod at tage sig af det forrentningsmæssgie, spillejobs, management osv. Og han lod sig beredvilligt tage i lære af mesteren selv – Bill Graham.

Men som det er almindeligt bekendt, så er det svært at forene kunstnerisk engagement med det praktiske bag scenen. Og i 1971 forlod Balin gruppen for at følge sine egne kunstneriske interesser. Han nåede dog at være med, da Airplane optrådte på Monterey og Woodstock – og den berygtede Altamont koncert, hvor han blev slået ned at et medlem af Hells Angels, fordi han lagde sig imellem motorbøllerne og nogle fans. Man kan se, hvordan det gik i Rolling Stones-filmen Gimme Shelter. Balin satte også et kraftigt fingeraftryk som musiker, sanger og sangskriver på gruppen første og berømteste lader, Surrealistic Pillow (1967 – (Læs Torbens indlæg om Surrealistic Pillow her), After Bathing at Baxter’s (1967), Crown of Creation (1968) og Volunteers (1969).

Efter en afstikker den til de relativt ukendte grupper Grootna og Bodacious D.F., som Balin producerede plader for og spillede i, vendte han dog tilbage til de gamle venner i post-Airplane-projektet Jefferson Starship. Det holdt helt frem til 1978, hvor Balin forlod Starship og kastede sig over pladeproduktion.

I 1981 indspillede han sin debutsoloplade Balin, som solgte pænt. Den blev fulgt op af en verdensturné og endnu en soloplade, Lucky i 1983. I 1985 fandt han sammen med Kantner igen i KBC Band, der også omfattede Jack Casady. Og i 1989 blev Jefferson Airplane gendannet for en stund med succes. Og det samme sket for Jefferson Starship i 1989 – med Balin som medlem.

Fra 1990 og frem har Balin dels haft endnu en band, Wolfpack, indspillet en række soloplader og genoptaget sin gamle lidenskab for maleri.

Når rockhistorien engang skal skrives om igen, så er der ingen tvivl om, at Marty Balin især vil blive husket for årene i Jefferson Airplane. Den skæbne må han dele med de andre i det band. Og det er slet ikke så ringe endda, som vi siger herovre på den jyske muld.

Blues for an airplane – Volonteers