Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.
Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.
Det er koldt herude,
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.
Hanen sig opsvinger
på en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer –
hvad monstro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår!
Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!
Teksten er af St. St. Blicher (1838) og melodien af Thomas Laub (1914). Det var en af de sange, vi sang i folkeskolen. Stort set hvert år ved vintertide. Og jeg har altid hold af den sang – teksten og melodien, der næsten har popkvalitet. Jeg kan huske, at vi fik teksten forklaret nøje. Hvad meningen med ‘kyndelmisse’ var, hvad det vil sige, at ‘kyndelmisse slog sin knude’, hvad en ‘abildgård’ var osv. Ordene er selvfølgelig bedagede – og var det allerede dengang for over fyrre år siden – men teksten er også et udmærket eksempel på, hvor udtryksfuldt det danske sprog er, hvis ellers vi gider bruge dets muligheder… Og det er stadigvæk en smuk sang. Og i dag, hvor sneen ligger uden for min rude og kulden bider, dukker den selvfølgelig op…