Selvfølgelig er det noget vås. En tegneseriefigur fylder ikke år. Anders And bliver ikke ældre. Heller ikke Alfons åberg. Men figuren har været på banen i fyrretyve år.

Jeg har læst de fleste bøger om den lille dreng Alfons og hans singlefar. Og set filmatiseringerne med Thomas Windings rolige stemme. Det var dengang, mine unger var små. Jeg læste dem igen og igen. For ungerne kunne godt lide Alfons. Og det samme kunne jeg. Små underfundige historier om de uendeligt små ting, som børn oplever og tænker over. Og som Gunilla Bergström med beundringsværdig indlevelse forstod at videreformidle i tekst og tegning. At læse Alfons åberg er som at få lov til at blive barn igen for en stund.

I Sverige er Alfons et nationalklenodie på linje med børnene fra Bulderby og Pippi Langstrømpe. Og fyrreårsdagen markeres bl.a. med et stor udstilling på Stockholms bymuseum. Og som Pippi og de andre ikoner er Alfons for længst blevet genstand for medialisering. Han er at finde på dvd, på teater osv. Men det er i bogform, han rigtig kommer til sin ret. På sengekanten, hvor far, mor eller et andet familiemedlem kan læse højt, le og snakke om den lille purk, der er så uregerlig som børn i den alder nu engang er – og derfor meget menneskelig og let at identificere sig med.