Regitzes beretning om sin tur til optiker og tandlæge sendte mig tilbage i tidstunnellen til dengang, jeg var i den spirende pubertet – 11-12 år gammel. I klasseværelset sad jeg på bagerste række, og lærerne var pludselig blevet lidt bekymrede for mit faglige niveau, der ellers lå pænt, uden at være så prangende, at det gav anledning til mobning. Hvad der skete oppe på tavlen og ved tavlen blev mere og mere uklart. Sammenknebne, missende barneøjne. Og da jeg så omsider kom til skolelægen og ikke kunne se de nederste 25 % af bogstavtavlen, fik jeg marchordre til øjenlæge og optiker.
Dengang var udvalget af briller ikke så stort, som det er i dag. Og mulighederne for at få stænger af den rigtige længde osv. var også begrænsede. Og desværre havde John Lennon endnu ikke nået at gøre sygekassebriller à la mode…
Efter opholdet hos øjenlægen, der fortalte op ad stolper og ned ad vægge om bygningsfejl, nærsynethed, perspektiver osv., medens man sad med et tungt brillelignende, Storm-P-agtigt apparat på næsen, medens den ene linse efter den anden skiftede plads og verden gradvist blev klarere og klarere, så endt jeg hos den lokale optiker, hvor jeg fik et par sorte, smalle briller, som min mor betalte uden at kny. Det var hos sygekassernes optiker.

Da brillerne nogen tid efter blev afhentet hos optikeren, blev vi kørt ud til mors veninde i hendes gamle, blå Folkevogn med klapudblinklys. Jeg sad på bagsædet og kiggede ud ad sideruderne, medens damerne snakkede højlydt på forsædet, og jeg husker endnu den skræmmende fornemmelse af, at verden kravlede op på skøddet af mig, da vi kørte ned ad Nørregade. Aldrig før havde jeg set verden så tydeligt. Jeg slugte verden modstandsløst med øjnene. Hver eneste detalje, nær som fjern, stod lysende klart for mig og røg lige ind på “lystavlen”. Og det knivskarpe syn udløste en kolossal hovedpine, der holdt sig i flere timer og truede med at sprænge mit hoved i stumper og stykker.
Jeg tror ikke, at det er meningen af mennesker skal se virkeligheden for tydeligt. I hvert fald ikke så tydeligt. Efterhånden tilpassede øjnene sig dog til den nye tilstand, og livet fortsatte, som det skulle.