Undervejs i læsningen af Falchs nye bog Trækruter kom jeg på et tidligt tidspunkt i tvivl om, hvorvidt Falch nu havde fundet den rigtige form. Michael Falchs bog bygger på hans egen weblog. Vejen fra internettets – webloggens – ‘løsrevne dagbogsnotater’ til bogformen synes kort og ligetil. Men i min optik er der et kvalitativt spring fra netop weblog til bog. Og Falchs egen henvisning i bogen til H. C. Andersen, Martin A. Hansen og Henrik Nordbrandt som forbilleder understreger det. Der er forskel på at skrive dagbog og skrive dagbog med henblik på bogudgivelse – for nu at sætte det hårdt op. Selv om Falchs bog bestemt er læseværdig på grund af det indblik, den giver i mandens liv og karriere, så er jeg langt fra sikker på, at den valgte form er den rigtige. I hvert fald ikke den bedste.
Jeg har indtil videre ikke kunnet frigøre mig fra en fornemmelse af, at det der i første omgang oplevedes som et stilistisk flow mere var et resultat af bogens udspring i de løsrevne, personlige blogposteringer end Falchs forfatterkvaliteter. Kort sagt, tror jeg, Trækruter som et stykke erindrings- og dagbogslitteratur ville have vundet ved fra starten at være tænkt og skrevet som bog. I hvert fald havde tvivlen ikke forladt mig, da jeg vendte den sidste side.
Prisen for den valgte form er også, at strukturen i bogen får et løst og tilfældigt præg. Mere løst og tilfældigt end godt er. Selv om bogen følger kalenderen fra sidst i 2009 og frem til midten af 2011, så brydes kronologien op af sidespring, erindringer m.m. Og ligefrem fremstilling blandes godt og grundigt op med småfilosofiske livsbetragtninger, småfortællinger om personer og hændelser osv.
Interessen i bogen samler og begrunder sig i det forhold, at Michael Falch er en kendt skikkelse i rocken – og på det seneste også som endnu en af de kendisser, der er blevet ædru alkoliker. Historien om Falchs alkoholisme og vejen bort fra flaskens dæmoni, og de omkostninger den nuvundne ædruelighed fik – bl.a. opløsningen af et årelangt ægteskab – fylder en del i bogen. Forståeligt nok. Men vi får også et indblik i rockmusikerens succesfulde liv i internettets tidsalder, hvor den gamle Malurt-forsanger finder nye veje med eget pladeselskab og nye samarbejdsformer (bl.a. samarbejdet med Poul Krebs). Og så er dagbogen spækket med anekdoter – om Sebastian, Bruce Springsteen osv. – der er med til at gøre den fundamentalt underholdende – og til at holde dagbogsmonotonien stangen.
Mit forbehold til trods, så kan jeg kun anbefale bogen til dem, der interesserer sig for rock og for Michael Falch i særdeleshed.
En længere udgave af ovenstående omtale kan læses på Geiger.
Torben har også læst og påskrevet Falchs bog – med et lidt andet udbytte – her.