Jeg husker det så nøje. Bob Weirs solodebutalbum Ace var et hit i min lille venneskreds af musikglade studerende. I hvert fald ville vi gerne have fat i et eksemplar dengang i starten af halvfjerdserne, hvor pladen var udkommet, men af en eller anden grund var den ikke sådan lige til at komme i nærheden af. Muligvis havde det noget med distributionen at gøre. I hvert fald gik vejen over hundedyr import. Bortset fra en af vennerne, der var heldig at finde et eksemplar i en udsalgskasse i Salling et par år efter. Men så havde den også et hak i det ene hjørne…

Måske var vanskelighederne ved at få fat i et eksemplar også stimulerende for interessen – og gjorde dette album til et særligt begæret objekt. En anden forklaring var, at Grateful Dead dengang ikke bare var et band blandt mange. De var hippiebandet over dem alle. Deres optræden i Stakladen samme år, som plade udkom, gjorde bandet til noget særligt i det århusianske studentermiljø.

Ud fra en nøgtern betragtning var der blot tale om endnu en plade med Grateful Dead. Ganske vist i Bob Weirs navn, men hele holdet fra Grateful Dead er med – lige bortset fra Ron “Pigpen” McKernan. Og mange af sangene kendte man godt fra Grateful Deads enorme repertoire. Faktisk var “Walk in the Sunshine” den eneste undtagelse.

Måske var de de særlige studentikose omstændigheder, der var bestemmende for, at Ace fik en særlig status i min pladesamling – og i min alt andet end komplette samling af Grateful Dead-plader. Retfærdigvis skal det tilføjes, at den stadigvæk holder. Det er et helstøbt album, hvor der spilles oplagt og måske knapt så tilbagelænet, som Grateful Dead kan være på nogle af deres plader. Det svinger ligefrem. Ikke mindst i numre som “Playing in the Band“, hvor det virkeligt rykker for Weir og Co., når de først kommer i gang, og “Mexicali Blues”.

Cassidy – et af mine yndlingsnumre