Det var ca. på dette tidspunkt for 40 år siden, Paul Simon fik udsendt sit andet album, der bare hed Paul Simon. I bakspejlet kunne han se tilbage på den turbulente og glorværdige tid sammen med makkeren Art Garfunkel. Ganske vist havde han udsendt en soloplade i 1965 med titlen The Paul Simon Songbook, som indeholdt klassiske sange som “I am a Rock”, “April Come She Will”, “Sound of Silence” og “Kathy’s Song”, men som disse titler antyder, så stod der med usynlig skrift “Simon & Garfunkel” sprayet hen over dem.

“Paul Simon” er altså ikke solodebuten, men nok der, hvor solokarrieren for alvor begyndte. Og det bliver også understreget, når man lytter til pladen. For det er på denne plade, vi får en forsmag på den musikalsk nysgerrige og søgende kunstner, vi har set og hørt på senere udgivelser. Reggae (“Mother and Child Reunion“), latinamerikanske toner (“Duncan“) har sneget sig ind i og udvidet det simonske univers, der tidligere nok havde løfter om større, verdensmusikalsk spændvidde (fx i El Condor Pasa), men primært holdt sig inden for en næsten konservativ pop-folk-musikalsk ramme.

En nyvunden frihed har sprængt de tidligere rammer, men alligevel er der tale om en kontinuitet, for selv om pladen er overrendt af musikalske notabiliteter – fra Stephan Grappeli, Stefan Grossman, Airto Moreira, David Spinozza og Larry Knechtel m.fl. – så genfinder man også i de fleste af sangene singer-songwriteren Paul Simon med de små tekstligt finurlige popsange og den akustiske guitar.

Flere af numrene på pladen – ud over de allerede nævnte kan man tilføje “Me and Julio Down by the Schooyard” – kom på den amerikanske og andre hitlister. Helt fortjent.

Silent Eyes – Peace like a River (en af mine Simon-favoritter)