Jeg har et ambivalent forhold til boksesporten. Lige som jeg har til fx tyrefægtning. På den ene side er jeg inderligt imod, at voksne mennesker skal udøve vold mod hinanden. Vold, der med tiden medfører helbredsmæssige skader. På den anden side kan jeg godt abstrahere fra denne side og se sportsgrenens tekniske og æstetiske fascinationskraft. Når den altså er der.

Min ambivalens har aldrig været mere udtalt end i tilfældet Muhammad Ali, der i dag fylder 70. Ali, der oprindelig hed Cassius Marcellus Clay, Jr., lider i dag af Parkinsons syge. Og det er utvivlsomt en del af prisen for de mange slag, som han som bokser har måttet inkassere.

Muhammad Ali var en ener. Han en teknisk velfunderet bokser, der i sine bedste kampe formåede at gøre det voldelige sceneri til mere end det slagsmål, det alt for ofte ligner. Når Ali foldede sig ud blev boksning til en leg. I hvert fald momentvis. Men Ali var meget mere end en bokser. Han blev i sin storhedstid et politisk og kulturelt ikon.

I 1967 tog han stilling til Vietnamkrigen og meldte ud, at han ikke ville aftjene sin værnepligt. På det tidspunkt var han tredobbelt verdensmester i sværvægt. Og det var uhørt, at en fremtrædende sportsmand på den måde – og eksplicit – gjorde oprør mod det bestående. Hans handling var på linje med Black Panther-demonstrationen ved OL året efter. Men da var Ali allerede et forbillede. Og man skal huske på, at i 1967 var den internationale modstand mod Vietnamkrigen kun i sin vorden.

Protesten mod Vietnamkrigen kom til at koste Ali hans verdensmestertitel og hans bokserlicens – og i fire år lå hans karriere stille. Men han vendte som bekendt tilbage og leverede en række boksekampe – bl.a. mod Joe Frazier og George Foreman – som er gået over i sportshistorien som højdepunkter i en sportsgren, hvor der er langt mellem disse.

Også Alis sympatier for Malcolm X og andre ledere af den sorte borgerrettighedsbevægelse – og hans konversion til islam i forlængelse heraf – var med til at gøre ham til en kontroversiel skikkelse i en Amerika, der forstod sig selv som primært hvidt og kristent. Han blev et symbol på de nye tider, som tresserne førte frem til, og et eksempel til efterfølgelse for mange sorte unge.

Ali var også noget særligt, fordi han gjorde boksesportens traditionelle verbale praleri i forbindelse med kampe til et show med næsten rap-poetiske dimensioner. Vi husker alle hans vending ‘float like a butterfly, stings like a bee’. Men charme og en velsmurt tunge sørgede Ali for at vinde første runde af kampen, inden den overhovedet var begyndt. Og så vandt han mediernes opmærksomhed.

Alis bedrifter i boksearenaerne – fra de olympiske sejre over ‘århundredets kamp’ mod Joe Frazier, ‘The Rumble in the Jungle’ (mod George Foreman) og ‘The Thrilla in Manila’ (igen mod Frazier) – vil uden tvivl på dagen blev analyseret igen og kommenteret i fødselsdagsartikler verden rundt. For mig var de kun en del af fascinationen, måske endda ikke den største del.

Min interesse for boksesporten dalede, da Ali hængte boksehandskerne på knagen for sidste gang. Uden Alis personlighed forekom sporten mig kun at være en civiliseret form for slagsmål, der alt for sjældent rummede dimensioner af teknisk og æstetisk skønhed.

Spørgsmålet er også, om Ali ville have haft samme ikoniske betydning, hvis ikke han lige netop var kommet frem i tresserne med de specifikke historiske, politiske, kulturelle, mediale og andre betingelser, der dengang var til stede og gjorde det årti til noget ganske særligt, som vi ikke helt har forstået endnu. Til lykke med dagen.

[fotoet viser Ali mod Sonny Liston – er lånt fra en amr. weblog, uden kreditering]