Måske siger det noget om, hvor meget Country Joe McDonald er gledet i baggrunden, at min rss-feeder ikke har gjort mig opmærksom på, at han blev 70 år den 1. januar. Men tilfældig- og heldigvis kom jeg selv på sporet i går, hvor en bekendt spillede Country Joes titelsang til Jens Jørgen Thorsens Henry MIller-filmatisering "Quiet Days in Clichy". Det fik til at researche lidt på nettet for at finde ud af, hvad manden gik og lavede nu om stunder.
Country Joe og hans band The Fish var et stort navn i årene omkring Woodstock-festivalen, hvor deres Vietnamkrigssang "The "Fish" Cheer/I-Feel-Like-I’m-Fixin’-To-Die Rag" nærmest blev en slagsang for den internationale protest mod amerikanernes krig i Sysøstasien.
Country Joe selv var en af de mange, som i de tidlige tressere blev grebet af den folk-revival, der skyllede ind over de amerikanske storbyer og universiteter. Efter at have aftjent sin værnepligt og have begyndt et universitetsstudie i Los Angeles fik han smag for at spille rundt omkring på gader og små spillesteder. I 1965 fandt han sammen med guitaristen Barry "The Fish" Melton og sammen udgjorde de krumtappen i det, der kort efter blev til Country Joe & the Fish. Et band, der i sig rummede mange af tidens musikalske strømninger. De var politiske som Jefferson Airplane – ja, faktisk i endnu højere grad – de var syrede og psykedeliske og de var inspireret af Dylan og Folkbevægelsen.
Country Joe & The Fish blev et aktiv for Vietnamkrigsprotesten. Og bandet optrådte i diverse happenings og protestaktioner. Og det var med til at skabe opmærksomhed omkring bandet, hvilket igen gjorde, at de var oplagte kandidater til at optræde på Monterey Popfestivalen i 1967 og to år efter på Woodstock-festivalen, hvor de fik deres afgørende internationale gennembrud. Sådan som det også sket for de andre optrædende. De optrådte også ofte på det berømte Fillmore Auditorium og blev i de formative år omtalt i sammenhæng med de andre førende bands Jefferson Airplane, Grateful Dead, Quicksilver Messenger Service, Moby Grape, Blue Cheer, Led Zeppelin og Iron Butterfly.
For en del år siden hørte jeg radiomanden Erik Kramshøj afskrive bandet som et band, hvis musik ikke holdt længere. Det er jeg ikke enig i. Gruppens debutalbum Electric Music for the Mind and Body (1967) er stadigvæk et lytteværdigt tidligt eksempel på psykedelisk musik. Efterfølgeren I Feel Like I’m Fixin’ to Die (1967) er ikke kun historisk (på grund af titelsangen), men er også et vellykket rockalbum, hvor man også finder noget så tidsatypisk som humor og satire. Og endelig nåede bandet at lave en plade, som i mine ører blev gruppens hovedværk, Here We Are Again (1969), der – hørt i dag – fremtræder som en smuk epilog over The Summer of Love og de smertelige erfaringer fra Vietnamkrigen, hvis ende man på det tidspunkt kunne ane i horisonten – og hvis dyrekøbte erfaringer mærkede de amerikanske samfund.
Country Joe and the Fish holdt sammen som gruppe til 1971, og er blevet gendannet for kortere perioder siden. Mindre kendt er det, at Country Joe – hvis borgerlige navn er Joseph Allen McDonald, har haft en solokarriere fra starten. Allerede i 1969 debuterede han med Tonight i’m singing just for you. Og den blev samme år fulgt op af Thinking of Woody Guthrie, en titel, der vel fortæller alt om McDonalds rødder. Og siden er der kommet en lind strøm af soloplader fra Country Joe. Så sent som i 2007 udkom der to live- plader (Country Joe Live At The Borderline og War, War, War) med ham. Modsat mange af sine samtidige har Country Joe holdt fast i sit politiske engagement – og drømmene fra dengang.
Som man kan læse af hans egen hjemmeside, så er han stadigvæk aktiv og optræder et par gange sidst i januar måned med hyldestsange til Woody Guthrie. Og som der står på siden: "I’m a singer and songwriter, I used to be in Country Joe & the Fish, and I live in Berkeley, California, Planet Earth.". Sådan. Til lykke.
PS. Som nævnt lavede Country Joe også musik til Jens Jørgen Thorsens "Stille dage i Clichy" – og titlensangen har lige siden jeg hørte den første gang, været en af mine favoritter. En iørefaldende talking-blues-agtig sang med en herlig frivol tekst, der minder os om, at noget af tressernes frisind måske er gået tabt siden hen.