Da albummet Storbyens små oaser ramte pladebutikkerne i 1977 vidste jeg godt, hvem Carsten Valentin Jørgensen var. Hans to foregående plader havde gjort indtryk allerede, da de blev spillet i Danmarks Radio (hos Hans Otto Bisgaard). Og alene titlerne var inciterende for en litteraturstuderende som mig. En stynet strejfer hed det første udspil, der var udkommet i 1974 på det lille plademærke Hookfarm, og ud over at få en til at tænke på salig Nis Petersen (Stynede popler) gav pladen løfter om, at hr. Jørgensen ville blive en af de store danske sangskrivere, der kunne løfte arven fra hr. Zimmerman i en særlig dansk tone. Og det blev bekræftet med opfølgeren året efter, T-shirts, terylenebukser og gummisko (Medley), der gjorde mig til fan. Alene den billedskabende og originale titel på albummet sikrede den en plads i dansk rockhistorie og flere af sangene på albummet – fx ‘Louis’ Band’ og ‘På en fortorvscafe’ – afslørede en stor, Lyngby-dansksproget sangskriver i svøb.

Og med Storbyens små oaser – endnu en af disse sanselige, associative titler, der understreger, at titelmageri i dansk rock (og udenlandsk for de sags skyld) er en undervurderet kunst – faldt tingene for første gang rigtig i hak for Carsten Valentin Jørgensen og hans musikalske venner i ‘Det ganske lille band’. Med sin sangskrivning ramte Jørgensen loftet med en række klassiske sange som fx i den både ironiske og selvudleverende titelsang om at være en lille band på tur, ‘Entertaineren’, ‘Tobaksvejen’, ‘Fra en telefonboks’ og sommeroden om ‘Bellevue’. Teksterne på pladen giver i det hele taget et signalement af sangskriveren C. V. Jørgensen, som siden er blevet mandens image eller brand: Den sprogbevidste leg, hvor metaforer masseres, så de får ny betydning, vendinger vendes med hverdagspoetisk sans, talemåder tages på ordet og rim og rytmer trakteres med næsten gammeldags smagfuldhed. Dertil skal lægges Jørgensens til tider vemodige ironiseren og skarpe sarkasme, hvor der stilles skarpt på tidens kulturelle og politiske tern uden at det på noget tidspunkt kammer over i politiske udsagn eller det, der ligner.

C. V. Jørgensen synger for på sin egen sprogligt lydhøre facon, hvor han med en tilbagelænet stemmeføring og en særlig Valby-accent fraserer teksterne, så den poetiske rytme banker frit og de sproglige finurligheder står klart for lytteren. Det er stor formidlingskunst i rocken, hvor det ofte er svært at høre eller i øvrigt opfatte, hvad der synges om…

Storbyens små oaser var den første af den trilogi, der kom til at udgøre Det ganske lille bands eftermæle. året efter kom Vild i varmen og den blev fulgt op af Solgt til stanglakrids i 1979.

Det ganske lille band bestod af Carsten Valentin Jørgensen, guitaristen Ivan Sonne Horn, trommeslageren René Wullf og bassisten Erik Falch. Og de blev fuldgyldigt suppleret af afdøde Thomas Grue (på Vild i varmen) og Lotte Rømer (på Solgt til stangladrids). Dertil skal lægges en række studiemusikere, bl.a. Per Wium og Niels Harrit, der alle var med til at definere den endelige lyd på pladerne.

Gruppens værk er nu genudgivet i en af tidens bokssæt, hvor de tre plader suppleres med en cd med – som de hedder på pladeselskabsdansk – “Rariteter & Live Tracks” fra årene 1978-79. Helt i tidens ånd er pladerne blevet udsat for lydmæssig opdatering og ny redigering. Det har haft den effekt, at lyden står meget klarere og skarpere end på de oprindelige plader. De enkelte instrumenter fremstår mere distinkt og klart aftegnet i det samlede lydbillede. René Wullfs spændstige trommespil fremtræder endnu mere stramt og velsmurt, end man husker det. Og det siger ikke så lidt. For Erich Falck både medrivende og melodiske basspil er den nye lyd en klar fordel, fordi det ofte blev overhørt på de gamle plader. Og Ivan Horn eminente guitarbroderier står så klart, at man næsten opfatter ham som lead-guitaristen, selv om han i allerhøjeste grad var en holdspiller og arbejdede for det samlede udsagn, sangen.

Jeg kan godt have sine forbehold over for den nye remaster-trend. Også i dette tilfælde. Men der skal ikke herske tvivl om, at der en velkommen genudgivelse af en trilogi, der i høj grad fremtræder som sådan. En klassisk samling indspilninger med et band, der leverede noget af det bedste, danskrocken kunne komme op med i sidste halvdel af halvfjerdserne. Vild i varmen og Solgt til stanglakrids forfinede og perfektionerede – produktionsmæssigt, tekstligt og musikalsk – det billede, som Storbyens små oaser havde tegnet. Men det var sidstnævnte plade, der med sit nuvundne, friske udtryk for alvor vandt mit rockhjerte. Og derfor vil det altid have en særlig plads, selv om de to efterfølgere mere end lever op til de forventninger, som etteren afsatte i ens bevidsthed. Og samlet set skrev de tre plader et afrundet kapitel i fortællingen om C. V. Jørgensen. Et hovedværk. Næste skridt var Jørgensens eget hovedværk, Tidens Tern, hvor successen – på godt og ondt – nåede sit klimaks. Men det er en anden historie.

En lidt længere version af dette indlæg kan læses på Geiger, hvor mine forbehold udfoldes:

Da albummet Storbyens små oaser ramte pladebutikkerne i 1977, vidste jeg godt, hvem Carsten Valentin Jørgensen var. Hans to foregående plader havde gjort indtryk allerede, da de blev spillet i Danmarks Radio (hos Hans Otto Bisgaard). Og alene titlerne var inciterende for en litteraturstuderende som mig. En stynet strejfer hed det første udspil, der var udkommet i 1974 på det lille plademærke Hookfarm, og ud over at få en til at tænke på salig Nis Petersen (Stynede popler) gav pladen løfter om, at hr. Jørgensen ville blive en af de store danske sangskrivere, der kunne løfte arven fra hr. Zimmerman i en særlig dansk tone. Og det blev bekræftet med opfølgeren året efter, T-shirts, terylenebukser og gummisko (Medley), der gjorde mig til fan. Alene den billedskabende og originale titel på albummet sikrede den en plads i dansk rockhistorie, og flere af sangene på albummet – fx “Louis’ Band” og “På en fortorvscafe” – afslørede en stor, Lyngby-dansksproget sangskriver i svøb.

Og med Storbyens små oaser – endnu en af disse sanselige, associative titler, der understreger, at titelmageri i dansk rock (og udenlandsk for de sags skyld) er en undervurderet kunst – faldt tingene for første gang rigtig i hak for Carsten Valentin Jørgensen og hans musikalske venner i Det ganske lille band. Med sin sangskrivning ramte Jørgensen loftet med en række klassiske sange som fx i den både ironiske og selvudleverende titelsang om at være en lille band på tur, “Entertaineren”, “Tobaksvejen”, “Fra en telefonboks” og sommeroden om “Bellevue”. Teksterne på pladen giver i det hele taget et signalement af sangskriveren C. V. Jørgensen, som siden er blevet mandens image eller brand: Den sprogbevidste leg, hvor metaforer masseres, så de får ny betydning, vendinger vendes med hverdagspoetisk sans, talemåder tages på ordet og rim og rytmer trakteres med næsten gammeldags smagfuldhed. Dertil skal lægges Jørgensens til tider vemodige ironiseren og skarpe sarkasme, hvor der stilles skarpt på tidens kulturelle og politiske tern uden at det på noget tidspunkt kammer over i politiske udsagn eller det, der ligner.

C. V. Jørgensen synger for på sin egen sprogligt lydhøre facon, hvor han med en tilbagelænet stemmeføring og en særlig Valby-accent fraserer teksterne, så den poetiske rytme banker frit og de sproglige finurligheder står klart for lytteren. Det er stor formidlingskunst i rocken, hvor det ofte er svært at høre eller i øvrigt opfatte, hvad der synges om…

Storbyens små oaser var den første af den trilogi, der kom til at udgøre Det ganske lille bands eftermæle. året efter kom Vild i varmen, og den blev fulgt op af Solgt til stangladrids i 1979.

Det ganske lille band bestod af Carsten Valentin Jørgensen, guitaristen Ivan Sonne Horn, trommeslageren René Wullf og bassisten Erik Falch. Og de blev fuldgyldigt suppleret af afdøde Thomas Grue (på “Vild i varmen”) og Lotte Rømer (på “Solgt til stangladrids”). Dertil skal lægges en række studiemusikere, bl.a. Per Wium og Niels Harrit, der alle var med til at definere den endelige lyd på pladerne.

Gruppens værk er nu genudgivet i en af tidens bokssæt, hvor de tre plader suppleres med en cd med – som de hedder på pladeselskabsdansk – “Ratiteter & Live Tracks” fra årene 1978-79. Helt i tidens ånd er pladerne blevet udsat for lydmæssig opdatering og ny redigering. Det har haft den effekt, at lyden står meget klarere og skarpere end på de oprindelige plader. De enkelte instrumenter fremstår mere distinkt og klart aftegnet i det samlede lydbillede. René Wullfs spændstige trommespil fremtræder endnu mere stramt og velsmurt, end man husker det. Og det siger ikke så lidt. For Erich Falck både medrivende og melodiske basspil er den nye lyd en klar fordel, fordi det ofte blev overhørt på de gamle plader. Og Ivan Horn eminente guitarbroderier står så klart at man næsten opfatter ham som lead-guitaristen, selv om han i allerhøjeste grad var en holdspiller og arbejdede for det samlede udsagn, sangen.

Og den sidste bemærkning peger måske på et lille forbehold, jeg kan have over for den nye udgave. For mig stod Det ganske lille band dengang for et usædvanligt tæt sammenspil, som man skulle helt over på den amerikanske vestkyst for at finde paralleller til – hos de bands, som C. V. Jørgensen tydeligvis havde hentet inspiration fra. Little Feat, The Band osv. Den nye skarpe lyd har kostet på den konto, der hedder helhedsindtrykket. Og på genkendeligheden. Nogle af sangene kunne jeg – som ellers har slidt vinylpladerne tynde – næsten ikke genkende igen. Og det tog også en del gennemlytninger, før jeg kunne rekonstruere det lille bands tæthed i mine høretelefoner.

Dette ideosynkratiske forbehold over for tidens remastertrend skal dog ikke skjule, at der er tale om en velkommen genudgivelse af en trilogi, der i høj grad fremtræder som sådan. En klassisk samling indspilninger med et band, der leverede noget af det bedste, danskrocken kunne komme op med i sidste halvdel af halvfjerdserne. Vild i varmen og Solgt til stanglakrids forfinede og perfektionerede – produktionsmæssigt, tekstligt og musikalsk – det billede, som Storbyens små oaser havde tegnet. Men det var sidstnævnte plade, der med sit nuvundne, friske udtryk for alvor vandt mit rockhjerte. Og derfor vil det altid have en særlig plads, selv om de to efterfølgere mere end lever op til de forventninger, som etteren afsatte i ens bevidsthed. Og samlet set skrev de tre plader et afrundet kapitel i fortællingen om C. V. Jørgensen. Et hovedværk. Næste skridt var Jørgensens eget hovedværk, Tidens Tern, hvor successen – på godt og ondt – nåede sit klimaks. Men det er en anden historie.

Læs også Torbens personlige omtale af boksen – her.