Det nye år 2012 er kun et par uger gammelt, og allerede har det budt på fine musikalske oplevelser. I går kunne jeg omtale Gine Brylds anbefalelsesværdige singer-songwriter-debut. Og i dag udkommer bandet Machine, dear med deres debutalbum Killing something that’s already dead. Også den har snurret på min afspiller, siden jeg fik den for nogle dage siden. Det vil sige: Den har snurret på grammofonen, for jeg har modtaget albummet i en – meget flot – LP-udgave.

Når der kan være en idé i at fremhæve dette teknologiske forhold – at jeg lytter til pladen på den gode gamle analoge grammofon-teknologi – så er det, fordi Machine, dear med deres nye plade gør en dyd ud af det teknologiske. Tekstligt såvel som musikalsk.

Teksterne kredser omkring det teknologiske, fx i sangen ‘New Best Friend’:

NEW BEST FRIEND

I love and hate this face

A beautiful mistake

Love it hard and it will love you back

If it gets unsafe we trust our kids to do a quick technology

fix

A human speciality

Engines are on

The cycle never stops

Engines on

Until our children will clean the mess, clean the mess for us

And they will clean the mess

Just hope that you are not a part of it

Love it hard and they might love you back

Engines are on

The cycle never stops

Engines on

Until our children will clean the mess, clean the mess for us

Og musikken er – med bandets egen formulering – designet, ikke komponeret eller produceret. I hvert fald ikke i gængs forstand. De ialt seks sange – små 20 minutters spilletid – er blevet til i nattetimer med hjælp af moderne computerteknologi, sampling, men også akustiske instrumenter og menneskestemmer.

Det pudsige er, at den teknologiske selvforståelse på en lidt paradoksal og ganske frugtbar måde modsiges af såvel det forhold, at pladen udkommer på vinyl (men også digitalt, skal siges….) og tekstligt. For selv om pladen ubestrideligt er gennemarbejdet med alskens moderne tekniske fix, så kan det – heldigvis – ikke skjule den charmerende kendsgerning, at vi har at gøre med en endog meget vellykket samling popsange, der ikke alene besidder poppens forførende og indladende charme, men også tekstligt kommer til udtryk i en optagethed af almenmenneskelige relationer, fx det ældgamle pop tema: kærligheden.

Machine, dears plade indeholder noget af det bedste pop, jeg har hørt meget længe i dansk sammenhæng. Selv om pladen helt ud i den utroligt flotte, sort-hvidt-grafiske cover, er udtryk for en vilje til at designe produktet, så kan det slet ikke fortrænge det forhold, at Anders Søndergaard og Frans Galshiøt Quaade, der udgør Machine, dear, mere end noget er begavede popsnedkere – og de er lykkedes med at lave et anbefalesværdigt popalbum. På trods måske – men ikke desto mindre.

Popvenner – lyt med her, men skynd jer ud og få fat i et eksemplar!