Det er ikke kun David Bowie, der i morgen runder det halvskarpe hjørne, 65 år. Det samme gør Terry Sylvester fra The Hollies.
Sylvester fik fornøjelsen af at være den, der skulle erstatte Graham Nash, da han forlod gruppen i 1968 for at søge lykken i USA som medlem af Crosby, Stills & Nash. Noget Sylvester siden måtte høre for – i USA – hvor C,S & N var meget større end The Hollies nogensinde blev.
Men Sylvester var mere en bare en erstatning for Nash. Han var, hvad man kalder en fuldgyldig erstatning. Inden han kom med, havde han allerede haft succes som medlem af The Escorts, der optrådte sammen med The Beatles i Liverpools Cavern Club – og også havde haft et enkelt mindre, nationalt singlehit i 1964 med en coverversion af ‘Dizzy Miss Lizzy’. Ganske vist lykkedes det ikke for The Escorts at få successen til at række ud over lokalområdet i Liverpool, og deres singler fra midten af tresserne slog ikke rigtig an, men det var et af de mange yderst kompetente bands, som dukkede op i kølvandet på The Beatles. Singlerne er siden blevet genudgivet på LP og CD på opsamlingsalbummet From the blue Angel.
Terry Sylvester kom i kontakt med The Hollies, da de to bands turnerede i Tyskland, og nogle af Hollies-medlemmerne – Graham Nash, Allan Clarke og Bobby Elliott – måtte vikariere for tre syge musikere i The Escorts.
Men inden Sylvester fik chancen for at blive en del af The Hollies, skulle han lige en omvej omkring et andet legendarisk tresserband – The Swinging Blue Jeans. Her erstattede han guitaristen og vokalisten Ralph Ellis. Sylvester blev i tre år i gruppen, der ganske vist ikke havde hits i den periode, men var et efterspurgt navn på musikscenerne.
1967-68 var også en tid, hvor musikscenen ændrede sig meget. De nye toner fra The Summer of Love, Bob Dylan og folkscenen og den psykedeliske og eksperimenterende musik satte nye standarder for, hvordan musik skulle spilles og lyde. Og musikalbummet blev det foretrukne medie, hvor singlepladerne tidligere havde været mediet. The Hollies havde frem til Nashs skift til C, S & N været en udpræget singlehitgrupṕe, men i tiden efter viste gruppen sig ikke med samme hyppighed på singlelisten som før. De store hit ‘Sorry Suzanne‘ (som blev nr. 3 på den engelske singleliste i 1969) og ‘He Ain’t Heavy, He’s My Brother‘ (ligeledes nr. 3 og også et hit i USA) markerede et punktum for Hollies som markant og førende singlehitgruppe. Og på begge indspilninger var Terry Sylvester med til at føre gruppens umiskendelige vokallyd videre.
Sylvester var den førende skikkelse i The Hollies i en del halvfjerdserne. Det blev tydeligt, da forsangeren Allan Clarke forlod gruppen for at forsøge sig som solist og blev erstattet af svenske Mikael Rickfors, og i perioder var Sylvester forsanger i gruppen. Et par solide singlehits blev det også til. Størst var ‘The Air That I Breathe‘ (skrevet af Albert Hammond), som blev nr. 2 i 1974. Men også ‘Long Cool Woman in a Black Dress‘ (med Sylvester i front) blev et stort hit – i USA, hvor en 2. plads sørgede for platinsalg. Ellers var halvfjerdserne især en periode, hvor The Hollies flotte vokalsang kom til deres ret på en række album. Det første album med Sylvester var -meget betegnende for de nye vinde i musikbranchen – The Hollies sings Dylan.
Undervejs frem til bruddet med Hollies i 1981 fungerede Sylvester også som flittig leverandør af selskrevne sange til gruppen. Også på det punkt erstattede han Graham Nash fuldgyldigt.
Medens han var med i Hollies fik han også indspillet en eponym soloplade i Abbey Road Studierne (1974), og han sang også på The Alan Parson Project’s Tales of Mystery and Imagination (1975). Alan Parson havde været producer på soloalbummet.
Efter en kort periode, hvor Terry Sylvester ernærede sig som ejendomsmægler i London, vendte han tilbage til musikken, hvor han især har optrådt sammen med andre koryfæer fra tresserne – fx Billy J. Kramer, Peter Noone og Gerry Marsden – i sammenhænge, hvor tressernostalgien bliver dyrket. Især i Nordamerika.