For et par år siden skrev jeg følgende i bloggen:

“Selv om jeg nærmest betragter mig selv om agnostiker, så er min interesse for religiøse emner nærmest vokset støt, siden jeg forlod folkekirken for snart 30 år siden. Det skal ikke forstås derhen, at jeg er blevet (mere) religiøs med alderen, men snarere som en almen interesse for, hvordan andre tænker over de store spørgsmål i livet og en forundring over religionernes fortsatte tiltrækningskraft hos menneskene. Livets mening, meningen i livet, døden og dens betydning og sådan. Det er derfor, jeg har kastet mig over en omfattende læsning af Søren Kierkegaard. En læsning, der nok kan komme til at strække sig over flere år.

Og så har jeg lige fået læst Johannes Møllehaves seneste bog om døden, Det ender godt. Jeg fandt den i Brugsen og tænkte, at den passede godt som sengelektyre sammen med de andre i bunken. Og den er vældig underholdende. Møllehave er en litterært bevandret mand, der kan garnere sine tanker om dette og hint med fine eksempler fra såvel den religiøse og den verdslige litteratur. Dertil kommer en række anekdoter og erindringer fra Møllehaves eget liv. Møllehave er en god formidler, der kan tale om svære emner i et let og bevægeligt sprog.

Til gengæld blev jeg ikke en tøddel klogere på, hvad eller hvem den kristne Gud er, hvad der venter den troende efter døden, hvad det evige liv mon er, hvad kødets opstandelse mon betyder osv. I det hele taget fik jeg ikke megen klarhed over de spørgsmål, der er centrale for den troende i kristendommen. Men det er måske også i virkeligheden det, tro drejer sig om. At tro, ikke at forstå. Ikke at vide. Men underholdende var bogen at læse. Og så videre. ”

I dag fylder Johannes Møllehave 75 år. På samme måde som Klaus Rifbjerg, der for nylig fyldte 80, så rager Møllehave op i det kulturelle landskab som et fyrtårn. Med vid, dannelse og alvorsbundet humoristisk sans har Johs. Møllehave været med til at skabe lidt mere albuerum i et dansk kulturliv, der ofte kan virke lidt provinsielt og iltfattigt. Med en til tider irriterende generøsitet har Møllehave leveret til de danske medier, foredragssale og kirker, så ingen, der bare følger lidt med, ville have kunnet undgå at gøre hans bekendtskab. Selv om alderen er begyndt at trykke lidt, så er jeg sikker på, at vi ikke har hørt det sidste fra Johannes Møllehave endnu. Til lykke med dagen.