Fred – også kaldet Freddie – Milano (øverst i midten på ovenstående foto) var en af medlemmerne af The Belmonts, en af de mange doo-wop-grupper, der opstod i USA i halvtredserne. Sammen med Agelo D’Aleo, Carlo Mastrangelo og Nick Caruso valgte den italienskafstammende Fred Milano musikken som en vej op fra samfundets bund. Navnet The Belmonts tog de fra Belmont Avenue, der lå i det nabolag, de færdes i.

Fred Milano var tenoren i gruppen. Førstetenoren. Og da Belmonts slog kludene sammen med en anden italiener, Dion DiMucci, og dannede Dion and the Belmonts blev Fred anden tenor. I sin kommentar på Facebook til Milanos død, gør Dion da heller ikke nogen dyd af at skjule, at de to sangere havde deres ‘ups and downs’. Sådan er det når man er i en ‘rockfamilie’ – og er interne konkurrenter… Siden løb de to ind i et jurisdisk slagsmål om rettigheder og lignende. Og Milano vandt.

The Belmonts huskes især for den korte periode, hvor de sammen med Dion indspillede en række klassiske sange som "Teenager in love" og "Where or when". Samarbejdet med Dion holdt et par år. I 1960 forlod han gruppen – på grund af samarbejdsproblemer og et heftigt heroinmisbrug, der gjorde en hospitalsindlæggelse nødvendig. The Belmonts fortsatte for sig selv, udgav plader op gennem tresserne, men ikke med samme succes om før. Selv om Dion fik succes efterfølgende med sange som "The Wanderer", "Runaround Sue" og "Ruby Baby" gendannede han Dion and the Belmonts i 1966 uden dog at kunne følge op på tidligere tiders succes. Tiden var en anden i midten af tresserne – også musikalsk.

Selv om The Belmonts ikke havde den store succes efter tiden med Dion fortsatte de on and off med at indspille plader og optræde – med Fred Milano som en af de gennemgående medlemmer – helt frem til 2009, hvor de udsendte julesinglen "The Bell That Couldn’t Jingle" – skrevet af Burt Bacharach og Larry Kusik – og en CD-antologi.

Den 1. januar døde Fred Milano af lungekræft, 72 år gammel.

[ukrediteret foto fra blog.org]