Bumsestilen – Ude af trit med flokken – en rapplade, der udfordrer blogbestyreren

Author:

Jeg har for længe siden luftet min reservation over for stilarten rap. Som stilart betragtet befinder rappen sig et sted mellem mundtlig poesi og musik. Det handler om at rappe tekster til rytme og rim. Og det er teksternes indbyggede metrik, der er bestemmende for, hvordan rappen bliver som musik. Og det er her rappens begrænsninger (eller muligheder, om man vil) ligger. Der er utvivlsomt en tendens til, at rappen bliver monoton, ensformig. Ja, det er mere end en tendens. Der er tale om et stiltræk. Det er min oplevelse og – min fordom.

Derfor var det med visse forbehold, jeg satte den esbjergensiske rapgruppe Bumsestilens senseste udspil Ude af trit med flokken på afspilleren. Og pladen har både bekræftet min fordom – og udfordret den.

På omslaget til cd’en ser man et sort får i nærbillede. Det står på en stor grøn mørk, hvor der er andre brune får og en horisont i baggrunden. Coveret fremhæver fint den attitude, der også angives i tilen Ude af trit med flokken. Rap som en stil, der holdningsmæssig og som attitude er på kant med det bestående samfund. Og attituden går igen i teksterne. Som det hedder i det indledende nummer – “Der er ingen…”: “Der er ingen smarte attituder/ Der er ingen der skal fortælle os hvordan musikken lyder/ Der er ingen kompromis/ Der er ingen billige tricks…”. Og så videre.

Det indledende nummer bekræfter også den nævnte monotonifordom. Men selv om ensformigt rappende passager dukker op flere steder på den mere end en time lange CD (tyve numre i alt!), så blødes monotonien heldigvis op. Dels bryder rapperen og sangskriveren Thomas Thomsen ud i sang, men der leges også opfindsomt med sampling, kor og andet. Fx bruges Beach Boys Good Vibrations med overraskende effekt i introen til nummeret “Livet stinker”. Et andet sted – “Svar mig” – dukker Käthy Bøtker (!) op og giver i bogstaveligste forstand et overrumplende modspil til den energiske rappen.

Charmen ved Bumsestilens plade er i det hele taget, at gutterne stjæler med arme og ben (undskyld: sampler) og ikke uden selvironi bringer lydstumper og -forløb i spil. Det gøres med stor variation og – som allerede antydet – ofte med en overraskende effekt, der gør, at man som lytter bliver hængende.

Ganske vist har Bumsestilen ikke helt kunne fjerne min indgroede fordom mod rappen – men på den anden side har de med deres frodige, vildvoksende, eksperimenterende, stilistisk strittende store album givet mig appetit på at lytte til mere rap. Og det er vel i sig selv en rigtig god anbefaling af Ude af trit med flokken?

2 thoughts on “Bumsestilen – Ude af trit med flokken – en rapplade, der udfordrer blogbestyreren”

    1. @mb: Da jeg havde skrevet mit indlæg, lovede jeg mig selv, at jeg ville finde eksempler, der kunne afkræfte min fordom. Og så komme du lige med et par stykker! Tak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *