Som trofaste læsere af denne blog vil vide, så er capac ikke royalist. Ikke engang bekvemmelighedsroyalist, dvs. en af dem, der mener, at en alternativ politisk valgt regent (præsident) blot ville blive endnu en misvækst på et i forvejen alt andet end perfekt borgerligt demokrati.

Ikke desto mindre ser jeg troligt Dronningens Nytårstale. Og det gør jeg, fordi Fruen i huset godt kan lide den kongelige fortælling, som man bl.a. kan følge i de kulørte medier. Og af samme grund sad jeg også i sofaen i går, inden jeg skulle i køkkenet for at sætte stegen i ovnen, og bivånede Dronningens fyrretyvende tale til befolkningen – eller i hvert fald den del, der sad foran skærmene rundt omkring i de små hjem.

Dronningen var ikke kommet ret langt, før jeg bemærkede, at hun lavede fejl i oplæsningen. Ikke bare en, men flere. Og det blev ved – i et sådant omfang, at det bortledte min opmærksomhed fra budskabet. Havde Dronningen ikke forberedt sig? Havde hun ikke haft en generalprøve? For det var vel ikke alderen, der allerede trykkede og gav sig udslag i det manglende verbale greb om talen?

Jeg lod et ord falde til Fruen, der med vanlig skarpsindighed sagde, at det havde også straks hun bemærket. Det var altså ikke kun mig, der var sensibel over for den verbale støj. Og så tænkte jeg på den gamle frase om ‘the medium is the message’ og lignende sprogfilosofiske pointer, der vil se formen som uløseligt forbundet på indholdet. Var vi i virkeligheden vidne til en lille, tilsyneladende ubetydeligt, men latent betydningssvanger, rystelse i den professionalisme, vi ellers i flere år har forbundet kongehusets mediehåndtering med? Et lille krisetegn, en lille serie mislyde, der måske kunne fortolkes som varsel om, at noget var i skred? En lille potentiel katastofisk hændelse, der peger i retning af eskatologien?