Om samfundsudviklingen efter 1970

Things fell of a cliff when the 1970s began. That was the point where in America and in Britain we really embraced the culture of money, and what was of value from the previous decade was left behind. To me it became a bankrupt scene in our two countries.

Om Occupy Wall Street

I mean to the extent they are saying it can’t all be about this profit motive gone wild. You can’t have a society where a $12m bonus is considered “not enough” by some people. The numbers drive you crazy. But of course I sit here in my very nice apartment not giving all my money away, and comfort myself with the thought that if they changed the tax system to make the rich pay a whole lot more I would say “hear, hear”.

Om at blive ældre

To tell you the truth it is extremely unstrange. I am still going from project to project. I look up and notice my age from time to time, but then it is on with the next thing.

Om sit første farvel til Simon & Garfunkel

His point of view was: “I’m hurt to see Artie go off and put Mike Nichols’s movie [Carnal Knowledge] at the centre of his life.” Mine was, well: “Paul is the one who holds the guitar and writes the songs, maybe I should enrich the Garfunkel side of this a little, try being a film actor for a while”.

Om at synge

Singing has always been this 12-, 13-, 14-year-old’s experience for me. It doesn’t age. The brain has more experience of life, I’ve known heartbreak, I’ve known frustration. I am a different man. But singing has been a constant.

Læs resten af interviewet med Art Garfunkel – her.

Så langt tilbage jeg kan huske, så har kritikere og anmeldere været lidt forbeholdne over for Art Garfunkels soloplader. Selv om det selvfølgelig er en generalisering, så er pladerne ofte – bevidst eller ubevidst – blevet vejet op mod Garfunkels plader med Paul Simon. Selv er jeg af den formening, at solopladerne er alt for undervurderede. Det eneste Garfunkel ikke rigtig har kunnet levere på dem er sangskrivning.

Til gengæld har han haft den gode fortolkers øre for de gode sange, en udpræget smagfuld sans for arbejde sammen med de bedste musikere, arrangører og producere, som kunne opdrives – og perfektionistens insisteren på, at ‘godt nok’ ikke er godt nok. Og ja, så synger han som få…

Da jeg havde læst ovenstående interview med Garfunkel satte jeg hans debutsoloplade Angel Clare på grammofonen (ja, grammofonen).

Og den lyder lige så frisk, som da jeg hørte den første gang i 1973, og den fik hårene på mine arme til at rejse sig. Det år, hvor jeg begyndte at læse i århus.

Pladen, der er co-produceret af Roy Halee (Simon & Garfunkel, The Byrds, Blood, Sweat and Tears m.fl.), blev Garfunkels største solosucces. Noget af forklaringen er sikkert, hvad man kunne kalde Simon & Garfunkel-effekten. Men pladen i sig selv berettiger også til høje hitlisteplaceringer. Der er ikke en eneste dårlig sang. Og hvordan skulle det også være muligt, når sangskriverne er Jimmy Webb, Van Morrison, Paul Williams, Randy Newman og flere i den liga?

I shall sing – All I know – Barbara Allen – Old Man – Travellin Boy – Another Lullaby