For et stykke tid siden, fik jeg den opfordring at skrive om de store musikoplevelser i det år, der snart rinder ud. Og jeg har siden forsøgt at fremkalde oplevelser, der i bogstaveligste forstand var frem-ragende i forhold til al den musik, jeg har lyttet til. Men jeg er – stadigvæk – blank. Dermed ikke sagt, at der ikke har været musik – meget endda – der har været og fortsat vil være værd at lytte til. Og sikkert også musik, jeg burde have kunnet ihukomme som særligt fremspringende.

Jeg har nævnt et par stykker, som bestemt er værd at tage med ind i det nye år. Og kunne sagtens nævne flere. Fx Paul Simons nyeste album, Gillian Welchs’, The Strokes’ osv. Til gengæld bliver andre ting ved med at dukke op af den grå masse. Sange og musik, der engang væltede mig omkuld eller ramte mig klokkerent som en upper cut. De kommer i en lind strøm, når først jeg masserer det sted i erindringen. Fx Kate & Anna McGarrigle og deres vidunderlige ‘Complainte Pour St Catherine’ – her i en senere live-udgave – eller Ronnie Lane, hvis stil og lyd, jeg altid har haft en stor svaghed for (Debris), eller Lanes gamle buddy Rod Stewart, "verdens bedste sanger" (Maggie – Fooled Around – to sange, der giver mig kuldegysninger…), Al Green (Tired of being alone), eller hans soulbrother Sam Cooke (Twistin’ the Night Away eller en anden…), eller Sam Cooke-elskeren Ringo Starr (You’re sixteen), eller C. V. Jørgensen (Bellevue), eller – selvfølgelig – Beatles (hvor skal jeg begynde? – Help!), Decemberists (Yankee Bajonett), Joy Division (med deres uopslidelige Love Will Tear Us Apart ), Nick Lowe (Heart of the City m.m.), The La’s (There she goes). Og så videre – i helt tilfældig (?) rækkefølge.