I biografmæssig henseende har 2011 været et rigtig elendigt år for denne skriverkugle. Forstået på den måde, at jeg alt for sjældent har sluppet tasterne og er  taget i biografen for at se film dèr, hvor film jo skal ses – i følge dogmet. Og selv om jeg elsker både VHS, DVD og Blue-Ray, så er det ikke det samme som at sidde i biografmørket – uanset hvor stor fladskærmen så end er…

Jeg gik således glip af filmen “Super 8”,  da den var i biffen. Den havde ellers tiltrukket min opmærksomhed, fordi Steven Spielbergs ånd svævede over den. Og jeg er en stor fan af denne drengede filmmager, der både kan sit håndværk og sin filmhistorie – men også har bevaret en drenget “uskyld”, som er fascinerende.

Ganske vist er “Super 8”, som jeg så igår på dvd, instrueret af J. J. Abrams, der tidligere har bevist sit håndelag i Mission Impossible III og Star Trek, men tematisk og fortællemæssigt, så er filmen i den grad i Spielbergs ånd, at man næsten mærker hans usynlige hånd. Jovist. Spielberg er mere end en producer med tegnebogen i baglommen og kalenderen i hånden…

Super 8 er en science fiction-film, der – som flere af Spielbergs film – handler om ‘nærkontakt af 3. grad’, for nu at parafrasere en af de tidligere Spielberg-titler. Den handler om en pubertetsdreng (igen et Spielberg-tema), Joe Lamb (spillet af Joel Courtney), der har mistet sin mor ved en voldsom ulykke. Drengen klamrer sig til mindet om sin mor – et halssmykke med foto af de to sammen – og forsøger at få livet til at gå videre med sin sheriff-far, der har nok at se til med sit job.

Sammen med en håndfuld venner bruger han tiden på at lave zombiefilm. Og under optagelserne ved en nærliggende togstation bliver de unge vidne til en voldsom togulykke, som bliver forårsaget af en bilist, der kører frontalt ind i toget. I det katastrofiske kaos efterlader de kameraet kørende – og det filmer noget mystisk. Et væsen forlader det ødelagte tog. Bedre bliver det ikke af, at de finder den hårdt sårede bilist, der viser sig at være en videnskabsmand, som med vilje har forsøgt at ødelægge det, som toget transporterede.

Helt efter Spielberg-bogen sker der efterfølgende underlige ting og sager, der tyder på, at et overnaturligt væsen er på spil. Strømmen kommer og går, folk og hunde forsvinder osv. Og militæret dukker op, omgærder katastrofeområdet med mystik og fylder alle – inklusive sheriffaderen – med bull shit. Og det er helt efter Spielbergsk håndbog for filmfolk.

Som i fx ET så er det de unge, der kommer på sporet af gåden og – i sidste ende – løser mysteriet på en meget, ja, Spielbergsk facon. En væsentlig brik i detektivarbejdet er, at filmens unge hjerterdame Alice (overbevisende spillet af Ellen Fanning) sætter brand i både den unge Joes hjerte og filmfreakvennen Charles Kaznyks (Riley Griffiths) ditto – og bliver bortført af det væsen, der huserer.

De unge i filmen spiller ganske overbevisende i deres roller. Ikke mindst de to hovedroller – Joe og Alice. Også her i instruktionen af de uskolede unge mærker man tilstedeværelsen af mesteren Spielberg.

I det hele taget er skuespillet lydefrit. Og det samme kan man sige om fortællingens struktur. Det er så professionelt gennemført, som man kan forvente fra den kant.

Med voksende spændingskurve og anvendelse af filmkunstens moderne teknologier skrues en spændende historie sammen, som det er svært at sætte en finger på. Det skulle da lige være, at filmen godt kan virke lidt for genkendelig i sin Spielbergske setup. Men det har læserne sikkert allerede regnet ud…

Forbeholdet til trods så er det en meget vellavet og meget underholdende film af den slags, der kan fastholde drengerøve som capac i sofaen og få ham til glemme kaffen, medens billederne løber over skærmen. Hermed anbefalet.