New Jersey-bandet The Smithereens vil – i denne blog i det mindste – være kendt for nogle særdeles kompetente coveralbum. I 2007 lavede de en tro kopi af The Beatles’ Meet The Beatles! – Meet The Smithereens. Den blev i 2008 fulgt op af albummet B-Sides The Beatles, hvor de – ja! – fortolkede b-sider fra The Beatles’ singler. Og året efter kom The Smithereens Play Tommy, hvor The Whos klassiske rock-opera blev taget kærligt under behandling.
Siden har der været lidt stille om gruppen, men i år fik de så i relativ ubemærkethed udsendt deres første regulære album siden God Save The Smithereens, der udkom i 1999. Den nye plade hedder blot 2011. I mellemtiden har de udsendt nogle liveplader, en enkelt opsamling (From Jersey it Came! The Smithereens Anthology, 2004) og altså covers.
Selv om det seneste album ikke har været på alle anmelderes læber, så er det alligevel lykkedes det mere end 30 år gamle band (dannet i 1980), at snige sig ind på enkelte af de mange årslister, man kan finde rundt omkring på nettet. Og det forstår man godt, hvis man lægger øre til sangene fra pladen. Ikke alene kan medlemmer af Smithereens kan skrue sange sammen, der både emmer af årtiers udforskning og leg med poprockens skabeloner og klicheer – og tilføje det ekstra tilskud af personlighed og charme, som gør, at man gerne lytter til dem. Ringere bliver det heller ikke af, at gruppen har allieret sig med kapacitet, når det gælder produktion af iørefaldende powerpop. Nemlig produceren Don Dixon, der bl.a. har haft ansvar for R.E.M. klassiske album Murmur og Reckoning, som han lavede sammen med Mitch Easter. Dixon har også produceret tre andre album for Smithereens.
Smithereens består af de samme musikere, som var med til at danne gruppen i 1980: Pat DiNizio (sang og guitar), Jim Babjak (sang og guitar)og Dennis Diken (trommer og slagtøj). Kun Severo Jornacion (bas ) er kommet til senere som afløsning for Mike Mesaro. Og man kan høre på Smithereens, at de har spillet sammen i mange år. Det spiller uhyre tæt, og kan minde om andre garvede bands som fx Steve Miller Band eller Tom Petty & The Heartbreakers.
Siden gruppens dannelse har de været tro mod den form for melodiøs rock, som bl.a. The Byrds og The Beatles var eksponenter for i tresserne og som siden er blevet forvaltet af fx new wave-rockerne i England (Nick Lowe, Elvis Costellos osv.), og har måttet forsvare sig over for musikpressens antydninger af, at gruppen manglede originalitet. Men selv om Smithereens står på skulderne af alle dem, der bygger på Buddy Hollys uopslidelige poprock, er det ikke ensbetydende med, at det sker uden et personligt præg. De er traditionalister og stilister – men blander de gammelkendte ingredienser smagfuldt og med en spilleglæde, der næsten får en til at glemme, at man lyttet til poprock i årevis…