Julen er over os. Og under juletræerne rundt om i de mange hjem, vil der nok ligge en CD-boks eller to til musikglade danskere. For musikboksen er i vælten. De kommer i en lind strøm, og musikelskerne følger med så godt de – og deres tegnebog – kan.
I udlandet taler man om "catalogue exploitation". Og det er ikke positivt. Begrebet antyder, at pladeselskaberne – og de involverede kunstnere – laver boksæt, der i højere grad har til formål at hente penge hjem end at tjene kunsten. Så enkelt er det selvfølgelig ikke altid. Ofte går kommercialismen hånd i hånd med kunstneriske intentioner. Vi har set det med Rolling Stones genudgivelser af Exile on Main Street og Some Girls, der begge har resulteret i forbedret lyd og uddybning af det musikalske billede. The Beatles overgang til digitaliseringen er allerede berømmet som en klart kunstnerisk sejr. Den nye udgave af The Whos Quadrophenia – der omfatter hele fem CD’er, en vinylplade og en stor bog – er også lykkedes som kunstnerisk projekt, som fans kan have glæde af, hvis de ellers vil betale et sted mellem 70 og 100 £ for boksen. Læs fx Torbens omtale af nyudgivelsen – her.
Andre udgivelser er mere tvivlsomme. Fx skal man være mere end inkarneret fan af The Beach Boys for at have glæde af at lytte til et udtal af versioner af Heroes and Villains, sådan som det er tilfældet med den store Beach Boys Smile box, der omfatter fem CD’er, 7 singler, et dobbeltalbum og læsestof. Man kunne også lufte tvivl vedr. de to såkaldte Immersion bokssæt, som Pink Floyd har fået udsendt – og som stiller de tidligere bokssæt i skyggen. I hvert fald med hensyn til omfanget. Eller U2s oppulente udgave af Achtung Baby (6 CD’er, 4 DVD’er, fem singler, 16 kunsttryk, en 84 sider lang bog, et magasin, og andet merchandise…).
Selv om bokssættene er velkomne og ofte giver gode oplevelser for musikelskere, så er der god grund til at være kritisk.
Læs mere om problemet catalogue exploitation – her.
@Klaus: Jeg tror dig gerne… Selv om andre anmeldere lufter deres tvivl.
Smile Sessions boksen er et must for Beach Boys nørder med interesse for Smile projektet. SÃ¥ vil man forstÃ¥ hvorfor det er interessant at følge Brian Wilson og studiemusikerne arbejde med de forskellige kombinationer af instrumenter og sektioner af f.eks. H&V. Noget af det smukkeste musik i Beach Boys kataloget eksisterer kun i form af disse fragmenter og “mellemregninger”…
@Klaus: Hvis ikke jeg skulle lægge loft over mit musikforbrug, sÃ¥ ville jeg bestemt investere i den store Smile-boks. Og jeg holder mig ikke tilbage, nÃ¥r der kommer nyt fra Beatleslagrene (fx Anthology-serien…). Fordi jeg er en nørd med hensyn til de to bands. Men derfor synes jeg godt, man kan diskutere den kunstneriske nødvendighed af mange af de boksudgivelser. Jeg mener ikke, at enhver optagelse med hverken Beatles eller Beach Boys tÃ¥ler dagens lys. Selvfølgelig vil nørder og samlere elske det (tænk bare pÃ¥ bootlegentusiasterne), men alligevel. Det, jeg forventer, er, at der skal være redaktionelle overvejelser over, hvorfor man mener, det betyder noget at offentliggøre 35 takes af Heroes and Villains. ForstÃ¥r vi Beach Boys’ endelige sange bedre? SÃ¥ ja. Ellers er det inderligt overflødigt – med mindre man altsÃ¥ har nørdede interesser.
Læste et eller andet sted at Smile boksen har solgt 18.000 eks – ikke dÃ¥rligt!
Ville du takke nej til en Beatles boks med f.eks. Strawberry Fields Forever fra Lennons solo demo til den færdige sammenklippede version?
@Gowings: I lige måde, Gowings!
‘Vespa from Hell’ – Rigtig god jul Capac.