I denne måned for 40 siden debuterede Electric Light Orchestra med albummet af samme navn. Egentlig var ELO, som de siden blev kaldt, et fritidsprojekt for Roy Wood, Jeff Lynne og Bev Bevan, der stadigvæk var engageret i den populære engelske poprockgruppe The Move.

Med Electric Light Orchestra bevægede musikken sig i en anden retning end Moves enkle singlehitlisteorienterede poprock. ELOs stil var stadigvæk pop med stort P, men lyden var langt mere storladen og symfonisk. Det lå lidt i tiden – tænk på Procul Harum, Emerson, Lake & Palmer osv. – at det var godt at trække i retning af det symfoniske. Og med Jeff Lynne som idémand forsøgte ELO at finde en stilistisk vej, der både have Moves poptilgængelighed, en ny lyd med celloer, blæsere osv. – og inspiration fra de foregående års helt store gruppen: The Beatles. En anden – måske overset – inspirationskilde har helt sikkert været The Kinks og deres concept-albums.

På debutalbummet er stilen, der siden perfektioneredes i Lynnes lydefri produktioner, endnu i sin vorden. Eksperimentet lykkedes. Og pladen kom på hitlisterne i både USA og Storbritannien – og successen indvarslede opløsningen af The Move i 1972.

Jeg var ikke så meget til den symfoniske rock dengang. Og jeg blev heller ikke fan af Electric Light Orchestra, selv om de gjorde indtryk. I dag kan jeg godt høre, at det "bare" var god post-Beatles pop i pompøs forklædning. Barock’n roll som nogen har kaldt det. Og pladen holder stadigvæk.

10538 Overture – Mr. Radio – The Battle Of Marston Moor (July 2nd, 1644)