Hvis man følger bare lidt med i nyhedsstrømmen, vil man vide, at overskriften på dette indlæg ikke er nogen nyhed. Markeringen af forfatteren Klaus Rifbjergs 80-årsdag har været i gang længe.

Jeg har henvist og omtalt Rifbjerg flere gange i denne blog – fx i forbindelse med forfatterskabets 50. år i 2006 og 75-årsdagen – og gør det gerne igen. For han er ganske enkelt ikke til at komme uden om. Alene det forhold, at han er en af Pia Kjærsgaards yndlingsaversioner, giver ham en særlig hædersplads i mit mentale parnas.

En ting er, at hans forfatterskab aftvinger respekt i kraft af sin høje kvalitet – og sit imponerende omfang. En anden ting er, at Klaus Rifbjerg også har skilt sig ud fra sin ulveflok ved på forbilledlig vis i skrift og tale løbende at kritisere udviklingen – den kulturelle og politiske ikke mindst – i den hjemlige andedam. Selv om han – ud ad til i det mindste – er blevet pænere med alderen, så har der altid været plads til et provokerende debatindlæg i Information eller Politiken. Og han blev læst og hørt! Andre forfattere og intellektuelle burde tage ved lære af ham.

Jeg vil markere dagen på bedste vis ved at læse i hans digte – og passager i Den kroniske uskyld, som jeg som så mange andre fik ind med skolelærdommen i realskolen og som stadigvæk holder i kraft af sin sproglige vitalitet. Det var ordbær for en vordende litteraturmagister dengang i de sene tressere – og er det stadigvæk. Ordbær. Til lykke Klaus Rifbjerg.

Foto: Klaus Rifbjerg, ukendt fotograf 1958, lånt fra Danske Digtere i det 20. århundrede

Torben har skrevet et digt i anledningen af dagen.