Jeg ved ikke, om det er et almenmenneskeligt fænomen at blive grebet af en længsel tilbage mod et sted, man kom fra. Barndomshjemmet, en bestemt lejlighed fra ungdommens tid osv. Men jeg tror det. Og sangen Gasoline Alley fra Rod Stewarts andet album med samme titel handler lige netop om denne hjemve. ‘Jeg tror, jeg ved, hvad der der gør mig trist/ Det’ en længsel mod min egen baggård/Jeg forstår, at jeg måske tog fejl, da jeg forlod den/Og må hellere sluge mine egne fine fornemmelser…". Sådan indledes sangen – frit oversat. Sangen er skrevet af Stewart og Ronnie Wood på et tidspunkt, hvor de begge var på vej mod samfundets top og – måske – er blevet ramt af den særlige vemod, der følger med, når man tager afsked med barndommens eller ungdommens steder. Et lille rif i hjertet. En inderlig længsel mod det tabte sted. Og måske vel vidende, at det kun i fantasien – og kunsten – er muligt at vende tilbage og ‘synge i Gasoline Alley, hvis jeg kunne’. I bedste fald vender man tilbage for at blive begravet eller bisat.

Rod Stewart uden backing – som kun han kan gøre det…

Stewart og Wood unplugged – Og en nyere udgave med d’herrer Stewart/Wood (og et henrevet publikum) – den sang, den holder bare… (og så får I Maggie Mae med i købet),