Som så ofte før var det en tilfældighed, der gjorde, at jeg fik set den engelske tv-krimi Red Riding: In the Year of Our Lord 1974, der har fået den danske titel Pigen med den røde hætte: 1974. Jeg blev hængende ved tv, efter at have set The Walking Dead...

Filmen er den første i en serie på tre, hvor Channel 4 omsætter forfatteren David Peaces  Red Riding Quartet (1999-2002) til filmmediet. De næste to dele skulle komme på DR den kommende tid – på søndage. Hold øje med dem, hvis du er til krimier, der hæver sig over gennemsnittet.

I aftenens afsnit, der foregår i det herrens år 1974, møder vi den unge avisrapporter Eddie Dunford fra Yorkshire Post. Han er vendt tilbage til Nordengland efter et mislykket ophold i den sydlige del af landet, og bliver kastet ud i en modbydelig sag om en ung pige, der er fundet tortureret, voldtaget og kvalt på en byggegrund. Den kæderygende rapporter får hurtigt den ide, at sagen har forbindelse til to lignende sager med to forsvundne og formodentlig døde piger.

En fordrukken kollega, Barry Gannon (Anthony Flanagan), er samtidig på sporet af en større korruptionssag, der involverer det lokale politi, avisens ledelse, de lokale politikere og byggematadoren og forretningsmanden John Dawson som den magtfulde edderkop i det korrupte nets midte. Og det viser sig snart, at der er en ubehagelig forbindelse mellem de forsvundne piger og korruptionen. Den myrdede pige findes på Dawsons byggegrund, hvor Dawson også har sørget for at brænde en sigøjnerlejr ned med den begrundelse, at sigøjnerne ville skade byggeprojektets omdømme. Da Barry dør ved en mystisk trafikulykke får Eddie overdraget Barrys informationer – fotos osv. – af BJ, en ung rødhåret, homoseksuel mand, som Barry vist har haft et mere end professionelt forhold til. Og så ruller lavinen.

Dunford er en ung baryler, der akkompaneret af smøger, øl, sex og rockmusik forfølger sagen med ungdommelig ildhu og i voksende konflikt med sin chef, politiet og det korrupte sammenrend af magtfulde personer i byen. Han opfører sig og ligner det, han er: en ung halvfjerdseroprører. Dunford er en herlig atypisk detektivtype. En anti-helt, der går sine egne veje og ikke af vejen for at indlede et hedt, erotisk forhold til den myrdede piges moder, der også viser sig at have et problematisk forhold til byggematadoren Dawson. Men Dunford lader sig ikke korrumpere, og det betyder, at han får magten – og ikke mindst et par bundkorrupte politibetjente – på nakken. Bogstaveligt talt.

Hvordan afsnittet ender vil jeg overlade til læseren selv at finde ud af (den er kommet på dvd…). Men slutningen er ikke helt ordinær.

Det, der gør filmen værd at bruge et par sene nattetimer på, er, at den er fornemt filmet i mørke, langsomme, stemningsfulde billeder fra det nordengelske landskab, og fordi, skuespillerne – som så ofte i engelsk tv-dramatik – spiller mere end overbevisende godt. I alle roller.