I min lille serie om svenske kunstnere, der er værd at bruge tid på, er turen kommet til indiebandet bob hund.

Alene bandnavnet bob hund – som i øvrigt skrives med småt af gruppen -  siger noget om det syv mand store orkesters tro på humoren som en nødvendig ingrediens i musikken. Og deres seneste udspil, albummet Det Överexponerade Gömstället, understreger det med sit ironiske coverlayout, hvor der på en grå baggrund står: Jag har ingen omslagsidé – sorry, Martin. Martin er Martin Kann, bandets coverartist.

bob hund blev dannet i 1991 af Jonas Jonasson (tangenter), Thomas Öberg (sang), Conny Nimmersjö (gt.), Johnny Essing (gt), Mats Hellqvist (bas) og Mats Andersson (trommer). Og et par år efter kom  to eponyme plader, en EP og et album. Og samme år – 1993 – blev bob hund udråbt til årets svenske rockband ved den årlige prisudgivning Grammisgalan.

Og selv om bob hund har holdt fast ved at synge på modersmålet med skånsk accent, så har de formået at finde lyttere i det øvrige Skandinavien og i det internationale indiemiljø. Ikke mindst en hektisk koncertaktivitet har været med til at skaffe bandet mange fans. Og det er blevet til fem album siden debuten. I 1996 kom Omslag: Martin Kann. Den blev fulgt op af Jag rear ut min själ! Allt skall bort!!! (1998), Stenåldern kan börja (2001), Folkmusik för folk som inte kan beta sig som folk (2009) og seneste altså Det överexponerade gömstället. Dertil skal lægge set par EP’er og et par opsamlinger.

Ved siden af bob hund spiller flere af medlemmerne i fritidsbandet Bergman Rock, hvor de får afløb for deres engelsksprogede materiale.

På den nye plade holder bob hund den logrende hale højt med deres eklektiske udgave af smittende poprock, der er forbundet til et tekstmateriale, der er fuld af sprælsk humor. En slags svensk svar på det engelske tresserband Bonzo Dog – blot med meget mere poprockappel.