Det tynder ud blandt særlingene i kulturindustrien. Og her i bloggen har jeg for vane at kaste en minderune, når en excentriker forlader landskabet. Og excentriker var lige, hvad den nu afdøde filminstruktør Ken Russell var.
Jeg opdagede Ken Russell i halvfjerdserne, hvor min filminteresse blomstrede, og han havde sin storhedstid i britisk film. Mest kendt er han nok blevet for sin meget kulørte fortolkning af The Whos rockopera Tommy, der ikke mindst solgte billetter, fordi den var befolket af mange af datidens store skuespil- og rockstjerner, fx Eric Clapton, Tina Turner, Elton John. Oliver Reed, Jack Nicolson osv. Men den film, der står stærkest i min erindring, er den syrede Altered States, som lukkede årtiet for Russell. Det er fortællingen om en Harvard-videnskabsmand – fremstillet af William Hurt – som eksperimenterer med hallucinatoriske stoffer og ender med at foretage en genetisk regression. En visuel, flamboyant film, der helt levede op til det forgangne årtis drømme om at komme ud, hvor man ikke kan bunde og udvide bevidstheden. En "gal" mands fantasi, men også en filmoplevelse, som berettiger til tillægsordet "uforglemmelig".
Det fortælles om den unge Russell, at han havde en far, der lod sin vrede gå ud over familiens medlemmer, og at Ken derfor tilbragte mange timer i de lokale biografer i fødebyen Southampton med sin sindslidende moder. Man kan fristes til at se noget næsten symbolsk i denne scene.
Efter at have aftjent sin militærtjeneste kastede han sig over filmarbejdet, og blev ansat hos BBC, hvor han lavede dokumentar- og tvfilm. Som tiden gik blev hans film mere og mere "gale" og han løb ind i censurproblemer og andre fordømmelser, fordi han ikke af vejen for seksuelle, religiøse og andre provokationer. Allerede med sin gennembrudsfilm fra 1969, filmatiseringe af D. H. Lawrences dristige roman "Women in Love" kom han i konflikt med den bornerte engelske kritikermoral, fordi han tillod sig at vise nøgenhed og mandlige kønsdele. I det hele taget indfangede Russell mange af tressernes frigørelsesstrømninger i sin kunst: den "gale" overskridelse, det seksuelle "frisind", dyrkelsen af bohemen, kritikken af de overleverede normer osv.
I halvfjerdserne udmøntede hans frigørende galskab sig bl.a. i en række kontroversielle filmportrætter af store komponister som fx Tjaikovsky, Mahler og Liszt. Film, der i deres åbenlyst frimodige og ikonoklastiske fortolkning af komponistpersonlighederne fremkaldte forargelse blandt puritanere og kontrovers med andre.
Selv om Ken Russell med årene modererede sit udtryk lidt, fx i thrilleren Det Russiske Hus med Sean Connery og Michelle Pfeiffer, så glemte han ikke galskaben og det grænsesøgende. Meget betegnende for hans virke var, at en af hans sidste biograffilm – Whore – fra 1991 med Theresa Russell i hovedrollen blev udsat for censur fra den britiske filmcensur på grund af sit seksuelle indhold og af adskillige biografer, som ikke ville have en plakat med ordet "Whore" hængende i udhængskabene. No sex, please, we’re British!
Ken Russell fortsatte med at lave tv- og kortfilm helt frem til 2006. Ved siden af sit filmarbejde fungerede han også som instruktør af opera- og teaterstykker.
Som det er blevet bemærket, så efterlader Ken Russell uden tvivl et solidt fingeraftryk på filmkunsten i England. Fx var han med sine eksperimentale og æstetiske voldsomme film fra halvfjerdserne en foregangsmand for musikvideoen. Og han skriver sig ind i den fornemme tradition for galskab, som også er en del af britisk filmkunst – fx i form af Peter Sellers og Monty Pyton. Britisk film er ikke kun køkkenvaskrealisme.