En fremskreden forkølelse, arbejde og diverse andre forpligtelser gjorde, at jeg kun med et halvt øre og et halvt øje kunne følge med i Özlem Cekics såkaldte “selvmål”. Men så meget fik jeg da opsnappet, at Özlem, der ville sende Liberal Alliances kuglestødende politiker Joachim B. Olsen på genopdragelse i de sociale systems virkelighed, havde været så ‘uprofessionel’ at vælge konstanthjælpsmodtager og enlig moder Carina.

Carina får, som Politiken kan referere, “udbetalt næsten 16.000 kr om hver måned, og det har stødt ikke så få lønmodtagere, kontanthjælpsmodtagere og studerende på manchetterne”.

Inden danskerne stopper med julehjælpen til Under-Danmark, får forargelsen over de 15.700 kr., som Carina får om måneden, galt i halsen og dømmer Özlem Cikes behjertede forsøg på at konkretisere debatten som tabt, burde de måske lige give plads til eftertanken og besindelsen.

Giver det overhovedet mening at snakke om “fattigdom” i det danske, såkaldte “velfærdssamfund”? Eksemplet Carina havde jo både fladskærm derhjemme i sin nydelige lejlighed – og hun røg også cigaretter! Og sammenlignet med de afrikanske kvinde på Afrikas Horn, som få et kop te om ugen, når det går højt, så er der vel ikke ntale om fattigdom?

I stedet for at diskutere, hvad ordet “fattigdom” betyder, burde vi i stedet for spørge os selv om, hvordan vi vil behandle dem, der – som oftest uforskyldt – er endt på dagpenge, bistandshjælp osv.? Forventer vi fx, at en kvinde som Carina skal holde op med at ryge (en last hun deler med tusindvis af danskere), sælge sin fladskærm (et af symptomerne på forbrugsfesten før krisen) osv.? Skal Carina og andre i den situation afstå fra at leve som de fleste andre danskere?

Hvad sagen om Carina drejer sig om, kommer tydeligt frem i socialminister Karen Hækkerups indlæg “Normerne er skredet” i Jyllands-Posten (!) i dag. Uden at Carina-sagen nævnes med et eneste ord slår Hækkerup til lyd for, at ‘hvis velfærdssamfundet skal overleve, er der brug for et opgør med krævementaliteten og mere fokus på den enkeltes pligter og ansvar for fællesskabet’. Hvis ikke man vidste bedre, kunne man tro – ud fra ordvalget og tonefaldet at dømme – at vi endnu havde en VKO-regering. Men nej. Den nye regerings hvedebrødsdage er talte og nu kommer socialdemokraternes borgerlige sindelag for alvor til udtryk. I hvert fald hos Karen Hækkerup. Der skal gøres op med “krævementalitet”. Den enkelte skal tage ansvaret for fælleskabet på sig. Ikke et ord om rettigheder. Ikke et ord om, hvilket grundlag dette rigide krav skal fungere på.

I morgen vil Karen Hækkerup sikkert sammen med et stort folketingsflertal stemme for bevarelsen af folketingsmedlemmernes særdeles gunstige pensionsvilkår. Uden for Folketinget går 224.000 langtidsledige rundt uden udsigt til at få et arbejde eller en god efteruddannelse, der kunne bringe et arbejde nærmere. På Lolland-Falster er ungdomsledigheden oppe på 20%. Osv.

I følge Danmarks Grundlov har enhver kvinde og mand ret til et passende arbejde i det omfang, han eller hun kan bestride det. Kan vedkommende ikke få et sådant arbejde, skal fælleskabet sørge for den ledige. Når Karen Hækkerup – med opbakning i den socialdemokratiske ledelse – går til angreb på den såkaldte “krævementalitet” og pukker på danskernes forpligtelse til at påtage sig et arbejde, så ser hun helt bort fra den kendsgerning, at der ikke er arbejde til alle, men hun argumenterer også indirekte for, at de ledige osv. skal udvise mådehold.

Men det er en forfejlet argumentation, der mest af alt handler om den nuværende regerings bekymring for samfundsøkonomien. Dem, der har et arbejde, har allerede fået at vide, at de skal udvise løntilbageholdenhed ved næste overenskomstforhandling. Og nu udbasunerer Hækkerup så budskabet til Under-Danmark: Find dig et arbejde og lad være med at stille krav.

Over for Hækkerups genoptryk af den borgerlige tankegang må man bare sige, at så længe vi lever i et samfund, hvor arbejdsløshed og social deroute er reglen og ikke undtagelsen, så må vi forvente, at ledige og andre får mulighed for at leve et ganske almindeligt liv med fladskærm og smøger, medens de venter på at blive lukket ind i arbejdslivets forjættede land. Regeringen burde bruge sine kræfter på at skabe job- og efteruddannelsesmuligheder til dem, der står uden for arbejdsmarkedet.

Det er også slående at Karen Hækkerup i sin opsang til Under-Danmark slet ikke med et ord nævner de velbjergedes krævementalitet, fx den der kommer til udtryk i kravet om skattelettelser for de rigeste! Hvis Karen Hækkerup var en rigtig social demokrat kunne hun begynde med selv at vise tilbagholdenhed i morgen og foreslå, at de kommende skattelettelser på topskatten rulles tilbage.