“Why do you build me up (Build me up)

Buttercup baby just to

let me down (Let me down)

And mess me around

And then worst of all (Worst of all)

You never call baby

When you say you will (Say you will)

But I love you still

I need you (I need you)

More than anyone darlin’

You know that I have from the start…”

Det var ordet “buttercup”, der straks satte den indre pickup ned i rillen med The Foundations store hitsang “Build me up buttercup“, Og nu har den snurret på den mentale jukebox i lang tid. Men det gør slet ikke noget. For det er en af de soul-popsange, jeg selv gerne ville have skrevet, hvis ellers jeg havde haft talent for det. Den har masser at byde på. Den byder op til dans og syngen-med. Den er opløftende som de bedste soulsange fra United Bluff – man kan kun blive i godt humør af den. Og at den så handler om det uopslidelige tema, kærlighedens emotionelle karruselture og kønnenes legen tag-fat, ja, det skal sangskriverne ikke høre et ondt ord for.

Sidst jeg omtalte denne sang fremhævede jeg den ene sangskriver, Mike D’Abo, kendt forsanger i Manfred Man. Men mindst lige stå stor ære har den anden halvdel, Tony Macaulay.

Den nu 67-årige Macaulay har en lang række erindringværdige sange på samvittigheden. “Baby, Now That I’ve Found You“, som Foundations også toppede med, “Love Grows (When My Rosemary Goes)“, som sikrede Edison Lighthouse det ene uforglemmelige hit, de fik; David Souls hit “Don’t give up on us baby“, der blev nr. 1 både i USA og Storbritannien. Og “(Last Night) I Didn’t Get to Sleep at All“, som gav 5th Dimension et top 10-hit. Alle sange, der besidder de samme emotionelt bevægende kvaliteter, som gode, uopslidelige popsange har.

De nævnte sange forklarer, hvorfor Tony Macaulay startede sin karriere i musikbranchen som såkaldt song-plugger for Essex Publishing. En song-pluggers opgave var at sælge sange til kunstnere og pladeforlag for et musikforlag. Altså at være den musikalske spydspids for forlaget. Og det krævede både næse og øre for den gode sang og talent for at fremføre dem. En magtfuld position, som fx George Gerschwin og Gerome Kern også havde i deres første tid.

Senere i tresserne blev Macaulay pladeproducer for Pye Records, og det var her han fik mulighed for at samarbejde med The Foundations og sikre dem deres to store hits. Andre, der fik glæde af hans udprægede sans for popsang, var Marmalade, Donna Summer, Long John Baldry (klassikeren “Let the Heartaches Begin“), Scott Walker (“The Lights of Cincinati“), The Hollies (“Sorry Suzanne“), The New Seekers (“You Won’t Find Another Fool Like Me“), Andy Williams og mange flere.

Et branchetypisk, juridisk slagsmål om kontraktforhold fik Macauley til at skifte spor i halvfjerdserne, hvor han begyndte at skrive musik til musicals og film. Retssagen vandt han i øvrigt, og den var med til at ændre vilkårene hos musikforlagene for mange kunstnere. Og de sidste par årtier har Tony Macauley også demonstreret, at han har talent som forfatter. Han har skrevet i hvert fald en thriller (Enemy of the State) og sidste år kom den roste, selvbiografiske Paperboy om opvæksten i et konfliktramt Belfast.