Iron Butterfly var i sin originale udgave et prototypisk psykedelisk garagerockband. De oprindelige medlemmer – Doug Ingle (sang og orgel), Greg Willis (bas), Jack Pinney (trommer), Darryl DeLoach (tambourin) og Danny Weis (guitar) – begyndte deres musikalske rejse ved nattetide i Darryls forældres garage.

I 1966 startede det så for alvor. Medlemmerne flyttede til Los Angeles og Greg Willis og Jac Pinney blev skiftet ud med Jerry Penrod og Bruce Morris. Sidstnævnte blev dog hurtigt erstattet af Ron Bushy. Og i 1967 indspilledes så debutalbummet Heavy, der udkom året efter.

Da der herskede tvivl om, hvorvidt debutpladen overhovedet ville blive udsendt, valgte Dough Ingle og Ron Bushy at forlade bandet, inden udgivelsen. Og ind i stedet kom Lee Dorman (bas) og Eric Brann (guitar).

Debutplade solgte godt og resulterede i en guldplade. Men det var opfølgeren In-A-Gadda-Da-Vida (1968), der sikrede Iron Butterfly et varigt eftermæle. Den 17 minutter og 5 sekunder lange titelsang, som lagde beslag på hele side 2 på vinyludgaven, blev et hit – og nærmest et eksemplarisk udtryk for, hvad den på mange måder grænseoverskridende, eksperimenterende psykedeliske musik stod for. I følge anekdoterne var det slet ikke meningen, at nummeret skulle blive til noget. Men optageren var sat til, medens gruppen havde lydprøver i studiet. Og først efterfølgende opstod ideen om at udgive den i redigeret form. Og måske er det vitterligt denne tilfældige opståen, der sikrede sangen dens eksemplariske værdi for eftertiden.

In- A-Gadda-Da-Vida-albummet blev indspillet med Ingle, Dorman, Bushy og Brann og solgte i løbet af årene 1968-1970 tre millioner eksemplarer. Siden er salgstallet kommet op over 20 millioner. Pladen trak også salget af de to følgende plader – Ball (196) og livealbumet Live (1970) – men bandet havde nåede sin succestinde med toeren. Måske kunne de have forlænget deres succes ved at optræde på Woodstock-festivalen, men bandmedlemmer blev forsinket i en lufthavn og mistede derved chancen for en enestående eksponering.

Man kan få et godt indtryk af Iron Butterflys potentiale ved at lytte til en ny udgivelse fra Rhino i den såkaldte Handmade-serie. På Fillmore East 1968 kan man høre kvartetten fra toeren udfolde sig på koncertscene fra to aftener i 1968. En slags pendant til Jimi Hendrix’ nyligt udsendte Winterland-optrædener – uden sammenligning i øvrigt. Optagelserne viser et band, der ikke bare var en forløber for de første heavybands – Led Zeppelin, Black Sabbath osv. – men også en levendegørelse af den tids eksperimenterende og udforskende stilart.

I 1970 udsendte Iron Butterfly deres fjerde album, Metamorphosis, som nåede en 16. plads på Billboards albumliste. Et album, der måske havde fortjent en endnu bedre skæbne, fordi det faktisk er et af de tidlige vellykkede heavyalbum. Iron Butterfly var måske ikke det mest stabile og konsistente band, men talentfulde pionerer var de.

Iron Butterfly er blevet om- og gendannet i flere omgang, og den seneste rigtige studioplade kom i 1988 med titlen Rare Flight. Men det er de formative år fra 1968-1970 gruppen vil blive husket for.

Iron Butterfly folder vingerne ud på Fillmore East 1968 (smagsprøve og kommentarer fra NPR)