40 år har det svenske band på bagen. Og er nærmest en institution i svensk kulturliv. Men som med så meget andet svensk musik, så har Eldkvarn kun med beskedent held formået at nå over det kulturelle jerntæppe, der går gennem Øresund. Og broen har ikke hjulpet meget på det forhold.

Men den sproglige barriere – for det nok især den, der er udgør jerntæppet, hvis vi skal skære ind til benet – skal ikke forhindre mig i at slå et slag for dette langlivede band, der fornylig udsendte en udmærket opsamling med titlen Stans bästa band. Og senest – i denne måned faktisk – har de udgivet albummet med titlen De berömdas Aveny, hvor de på coveret ironisk parafraserer The Beatles berømte omslag til Sgt. Pepper’s Lonely Heart Club Band.

Eldkvarn har virket under det navn siden 1976. Bandet kom oprindeligt fra Norrkjöping og havde og har Plura og Carla Jonsson som centrale drivkræfter – med ungdomsvennen Tony Thorén som vigtig støttefigur. Den andre medlemmer er kommet og gået, men de sidste femten år har Werner Modiggård og Claes von Heijne været med.

Eldkvarns musik kan minde lidt om landsmanden Ulf Lundells – på den måde, at Eldkvarn også er forvaltere af svensk og vestlig, og ikke mindst amerikansk, rocktradion. På den nye plade springer navne som Bob Dylan (fx i sangen Låt det rulla), Bruce Springsteen, Hoola Bandoola Band og mange andre frem i bevidstheden, når man lytter til Eldkvarn særlige legering af inspirationskilderne.

Plura Jonsson synger for og lyder som om, han har lyttet meget til Bob Dylan, uden at det er gået ud over det personlige udtryk. Og ud af munden kommer tekster, der både er socialt bevidst, hverdagspoetiske, har fingeren ned i historiens muld og oppe i tidsånden. På den nye plade lyder Eldkvarn på ingen måde som et band med fyrre år på samvittigheden. De spiller med en energi og spilleglæde, som må gøre mange grønskollinger grønne i hovedet af misundelse… Hermed varmt anbefalet.